Den store lortebog

‣ Forfatter: Sebastian Klein

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 124,95

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 72

‣ ISBN: 9788727041858

Sebastian Klein er en dansk tv-vært, forfatter og foredragsholder. Derudover har han et stort engagement indenfor miljø- og naturbeskyttelse. Sammen med Lars Ostenfelt har Sebastian tidligere lavet et børneprogram kaldt ”Gæt en lort”. Allerede i midten af 90’erne stod Sebastian foran kameraet som Dr. Pjuskebusk og præsentrede forskellige dyrelorte. Programmets formål var blandt andet at aftabuisere emnet: lort.

Nu tager Sebastian skridtet videre og giver her i bogen “Den store lortebog” en hel masse viden om, hvad lort i virkeligheden er. For udover at være den del af maden, kroppen ikke har optaget, så kan lort fortælle en hel masse om dyret, der har lagt lorten. Placeringen, lugten og mange andre ting, kan afsløre hvilket dyr, der har lagt lorten, men også om dyret er sundt og raskt.

Bogen er inddelt i kategorierne ”Husdyr og kæledyr”, ”Vilde danske dyr” og ” Dyr fra den store verden”. Hvor der i hver kategori er mellem 9 og 17 dyrelorte. I alt møder læseren 50 dyr, og får viden om deres lorts lugt, udseende, størrelse, udbredelse og meget mere.

Gennem sjove og interessante fakta får læserne et nyt perspektiv på dyrenes verden og deres unikke måde at bruge deres afføring på. Bogen er rigt illustreret med farverige billeder og indeholder letlæselig tekst, der gør den velegnet til både selvlæsning og højtlæsning. Udover fakta om lortene, så er der til sidst i bogen også en quiz, hvor du kan gætte på, hvem der har lagt lorten.

Så hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan dyr bruger deres afføring, så er “Den store lortebog” perfekt til dig. Dyrenørder i alle aldre vil elske at lære mere om denne fascinerende del af dyrenes adfærd. Bogen anbefales til børn i alderen 5+. Generelt synes børn jo bare, at lort er et af de sjoveste emner, så de fleste kan være med her.

Anmeldelsen er skrevet af Louise Sommer

Jeg studerer til lærer på UCN i Aalborg. Her læser jeg dansk, kristendomskundskab og billedkunst til indskolingen og mellemtrinnet. Udover at studerer, arbejde og læse er jeg mor til en dreng og bonusmor til 2 piger. Derudover er jeg bosat i Gistrup i et dejligt hus. Jeg elsker både bøger til børn, unge og voksne. De bøger, hvor jeg lærer nyt, bliver fanget fra starten eller får noget at tænke over, er mine favoritter.