Astrid Lindgren- Kun for de mindste?
Normalt læses Astrid Lindgren mest i folkeskolens mindste og mellemste klasser. Det er en udbredt, og absolut plausibel, opfattelse, at hendes forfatterskab primært henvender sig til børn i disse aldersgrupper, hvor fortællingerne om Pippi, Emil, Karlsson, Ronja og Brødrene Løvehjerte er blevet hvertbarnseje. Som underviser i udskolingen savnede jeg dog at arbejde med andre sider af Astrid Lindgrens forfatterskab, nemlig de mere alvorlige og mørke sider af forfatterskabet samt gå mere bag om mennesket Astrid Lindgren set med de store elevers øjne. I den forbindelse faldt jeg over Jens Andersen artikel, ”Skorpionen fra Småland”, som Andersen skrev efter at have besøgt den berømte forfatter i hendes lejlighed i Stockholm i december, 1990.
Allerede i denne artikel får vi et indtryk af den fascination, nysgerrighed men først og fremmest respekt, som Jens Andersen møder Astrid Lindgren med, og som på alle måder er gennemgribende i hans nye bog, ”Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren-biografi”.
Der skulle gå 40 år fra Astrid Lindgrens nære veninde, journalist Margaretha Strömstedt udgav sin anerkendte biografi ”Astrid Lindgren- en levnadsteckning”. Denne bog står som værende den vigtigste bog om forfatteren liv og forfatterskab. I de mellemliggende år er der skrevet nærmest uendelig mange bøger og artikler om Astrid Lindgren, og det var derfor en udfordring for Jens Andersen at bidrage med noget nyt til vores i forvejen omfattende viden om hende. Selvfølgelig kommer Andersen heller ikke uden om at berøre centrale begivenheder i Astrid Lindgrens liv, men han undgår bevidst at bruge megen tid på den allerede yderst velbelyste lykkelige smålandske barndom på Näs i Vimmerby. Dog udgør barndommen naturligvis grundstenen i den videre skildring af Astrid Lindgren, men læseren bliver hurtigt bragt videre til Lindgrens ungdom og første voksenår i 1920’erne, hvor særligt den tvungne adskillelse fra sønnen Lasse får en hvis vægtning.
Alvoren bag humoren.
Gennem breve og ikke tidligere offentliggjorte billeder får vi et væsentligt mere nuanceret billede af Astrid Lindgren. Jens Andersen har sit skarpe biografiske øje rettet mod de begivenheder, der alle sammen er med til at skabe veldefinerede rammer for den alvor, der ligger indlejret under den humoristiske overflade i store dele af Lindgrens forfatterskab.
Lad mig her igen hæfte mig ved den respekt for mennesket Astrid Lindgren, som Andersen bygger sin biografi på. For selv om vi får et til tider meget grundigt indblik i Astrid Lindgrens glæder og sorger både i de første ensomme, sultne år i Stockholm med den konstante lidelse under adskillelsen fra sønnen, der på det tidspunkt er i plejefamilie i Brønshøj, til det ikke problemløse ægteskab med en alkoholiseret ægtemand, formår Jens Andersen at skrive nøgternt om Lindgren uden mindste antydning af sensationslyst, og det er en styrke og en kunst i dag. Der gøres flittigt brug af uddrag fra breve, som Jens Andersen har fået adgang til, og herigennem skildres et komplekst menneske, der rummer mange andre facetter, end legebarnet Astrid, der skrev om den sorgløse Pippi og den glade barndom i Bulderby- bøgerne. Jens Andersens litterære baggrund fornægter sig af gode grunde ikke, og han får fremdraget tydelige paralleliteter mellem Astrid Lindgrens turbulente tidlige voksenår til de ensomme, efterladte børn, som på flere områder præger forfatterskabet. Det er børn, som savner nærhed og omsorg, og som lærer at klare sig i deres ensomhed. Modgang gør dem stærke. ”Man bliver så stærk, når man skal”, som Emil udtrykker det, da han trækker en dødelig syg Alfred gennem en veritabel snestorm, for at få Alfred til doktoren i Mariannelund. Derved redder han Alfreds liv. Den samme nærmest umenneskelige styrke måtte Astrid Lindgren flere gange mobilisere i sit eget liv.
”Rigtig glad var jeg kun som barn, måske er det derfor, at jeg holder af at skrive bøger, hvor jeg kan få lov at genopleve den vidunderlige tilstand”. (s. 269)
Dette citat, samt mange andre bringer os tæt ind på livet af Astrid Lindgren. Det kommer sikkert ikke direkte bag på ret mange, at Astrid Lindgrens liv også indeholdt alvorlige sider, men for mig har bogen bibragt at langt mere nuanceret syn på forfatterskabet, og særlig flere af de børnehovedfigurer, som jeg og millioner af andre mennesker er vokset op med, og som jeg, ikke uden et slet skjult håb om indoktrinering, er i gang med at introducere for mine egne børn. Det bliver klarere, hvor alvoren, ensomheden og ondskaben kommer fra. Samtidig med, at vi ser en Astrid Lindgren, der livet igennem tager barnets parti. Hun udviser en betingelsesløs forståelse for børns vilkår og behov, og det ufravigelige børnesyn ligger som en dyb klangbund i forfatterskabet og i skildringen af alle de børn, vi møder heri.
Udover at Jens Andersen giver grundige analyser af flere af Astrid Lindgrens hovedværker, beskriver han i bogens sidste del også den politiske, debatterende forfatter, der med stort engagement er med at sætte den politiske dagorden i Sverige, hvor hun uden omsvøb giver sine meninger til kende både i forhold til børns vilkår, skattepolitik, kønsroller og dyrevelfærd. Jens Andersen holder her en sund objektiv distance til debatten, når han også giver plads til den til tider massive kritik, som Astrid Lindgren mødte i sine politiske kampe. Læseren må også selv tage stilling.
Denna dagen, ett liv
Jens Andersen går tæt på, men ikke for tæt. Bogens titel, ”Denne dag, et liv” bliver Astrid Lindgrens mantra fra hun første gang støder på citatet af den svenske filosof og digter Thomas Thorild d. 25.juli, 1925. Citatet bliver hende et konstant minde om at leve livet hver dag, selv om det fra tid til anden kan fordre en styrke, som den vi møder hos Pippi, Emil, Malin, Ronja og mange andre børn i hendes bøger. Det er tydeligt, at Astrid Lindgren fandt størst lykke i de ting, der optog hende mest: Børn, bøger, natur og ensomhed.
http://www.gyldendal.dk/denne-dag-et-liv
http://www.astridlindgren.se/en
