Men hjemme hos Carlo kan man høre støvet sukke.
Når han vågner, er det stadig mørkt udenfor, og gulvet er koldt, og han tager lange underbukser på og drikker te og vander kaktussen og klør katten bag ørerne, miav, og glemmer at børste tænder, og så tager han vanter på og hue på og cykler af sted for at sortere de breve, der er kommet i nattens mumlen.
Sådan begynder Tina Sakura Bestles ualmindeligt vellykkede billedbog om det ensomme postbud Carlo. Carlo har ikke rigtig kontakt til nogen i byen, men han ved alligevel alt om deres længsler og deres ensomhed. Men en dag kan hans viden ikke holdes tilbage og alle byens folks svagheder og skrøbeligheder og dybeste og ensomste hemmeligheder kommer frem.
Carlo er en melankolsk figur, og jeg kom til at tænke på både Hanne Kvists Hr. Lykke og Oskar K’s Børnenes bedemand, da jeg håbede og sørgede sammen med det stakkels ensomme postbud.
Og budskabet om at svagheder og længsler netop ikke er fejl, men måske endda en styrke, når de møder andre mennesker er præcist og følsomt vist af Sakura Bestle. Det er både smukt og opbyggeligt, og noget man kan tænke over.
Lilian Brøggers altid vidunderlige og skæve illustrationer passer perfekt til Sakura Bestles lille skarptskårne fabel.
Vidunderlig og melankolsk billedbog om menneskers svagheder, ensomheder og længsler som måske ikke er så svage endda. Og det hele illustreret farverigt, skævt og smukt af Lilian Brøgger.
