”Det var skønt at være dreng i lille Grødby. Der var store skove, hvor man for vild og aldrig blev fundet. Der var høje træer, hvor man drattede ned og brækkede arme og ben. Der var dybe vandhuller, hvor man sejlede på tømmerflåder og faldt i vandet. Der var stejle bakker, hvor cyklerne væltede og tænderne raslede ud. Der var tætte brombærkrat, som rev arme og ben til blods …”
Vi befinder os i Lille Grødby i 60´erne. Dengang mødrene var hjemmegående, og verden endnu ikke var farlig at færdes i. Hvor man kunne få lov til at lege i timevis uden at være overvåget af voksne. Hovedpersonerne er de tre meget vakse drenge Henrik, Jøppe og Rene, og de fortæller om hverdagslivet i Lille Grødby. Og det er ikke kedeligt, for skulle det være kedeligt, skal de nok finde på noget. Der er historier om den gale skoleinspektør, der måske æder børn, om den stakkels vikar, der ikke får et ben til jorden. Der er historier om æblerov, og om at smutte fra skolen og købe flødebollebrød. Der er naturligvis også en bindegal idrætslærer, og jo mere jeg læser, synes jeg det handler om min egen barndom, hvor sommerferien var uendelig lang, og sneen lå højt hver enenste vinter.
Alle de små glimt fra livet i Lille Grødby giver et fint billede af, hvordan Danmark så ud engang, Sproget er let at læse og egner sig glimrende til højtlæsning hjemme og fælles grin i klassen, og skulle man have en bedsteforælder, der selv har oplevet tiden, kan man nok få flere historier fra dengang, da bedstefar var dreng.
Bogens humoristiske tone ligner den, vi kender fra Ole Lund Kirkegaard, Bjarne Reuter – og fra de gamle Tykke Niels bøger.
Bogen er illustreret af Jon Ranheimsæter og hans skønne tegninger understøtter handlingen fint. Jeg synes, illustratoren er særdeles velvalgt, for netop hans streg understreger bogens humor.
Lars Holmsted har også skrevet ”Det kan altså stadig være farligt!”, og den er udkommet.
