”Jeg slipper din hånd og støtter mig til rælingen for at komme op at stå.
Jeg henter, siger jeg, og min stemme er blevet endnu mere tør og fremmed.
Varmen får alt til at flimre, og horisonten er udflydende glasblåt, der aldrig kommer nærmere.”
De er to søskende ombord på en miserabel båd, hvor motoren er sat ud af drift. Der var havvand i de dunke, hvor der burde have været benzin. Nu er de fanget her ude på havet, uden proviant og med alt for lidt vand.
Over dem er der en brændende sol, under dem er der vand og mørke. Der er mange ombord, men efterhånden bliver der færre, når de døde bliver løftet over skibssiden for så at synke til bunds i det store, mørke hav. Et hav, der er tegnet grønsort af Rasmus Bregnhøi, tegneren, der også gav flygtningedrengen i ”I love you Danmark” sit mørke liv.
Midt ude i havet flyder der hvide, døde kroppe rundt i Bregnhøis blåsorte hav, alt imens drengen drømmer om en dag, hvor de kan sidde i skyggen af et træ og spise saftige frugter.
Bregnhøi får de døde kroppe til at ligne onde drømme, mens de tilbageværende i båden med håbløse øjne ser ud på de store bølger.
Pludselig sker der noget.
”Jeg slår ud efter den og rammer noget hårdt og metallisk.
En lommelygte.
Jeg sætter mig brat op og bliver svimmel af den pludselige bevægelse. Havet er stadig mørkt, og ved siden af vores båd ligger et stort skib.
Hjælperne har hvidt tøj på. Som engle tænker jeg og knuger din hånd i min.
Nu bliver vi reddet, lillebror. Nu bliver vi endelig reddet.”
Men det er for sent for lillebror. Han kommer med på skibet, men han har mistet livet.
Det er som i ”Zenobia” af Morten Dürr og Lars Horneman, hvor Zenobia ikke overlever. Det er som i virkeligheden: Det går ikke altid godt.
Netop derfor er det en stor glæde, at denne novelle af Sarah Engell har fået følgeskab af Rasmus Bregnhøis billeder. Det giver læseren tid til at læse den hårde fortælling, mens man får Bregnhøis fortolkning af teksten igennem det mørke hav og de døde kroppe, der er kastet overbord. Billederne er generelt meget mørke, men første og sidste opslag er i skinger citrongult. Ikke en mild og venlig gul, men en skærende skarp farve, der dog giver plads til liv. ”Det vi har mistet” er en fortælling om søskende, der holder hinanden oppe. Som hovedpersonen siger om de andre flygtninge: ”De forstår ingenting. De forstår ikke, hvad det vil sige at elske et andet menneske højere end sig selv.”
Derfor holder hovedpersonen fat i livet, han holder fat i lillebror, – også da han reelt har mistet ham. Og derfor er titlen ”Det vi har mistet” den helt rette.
Det er en billednovelle, der er skrevet til unge. ”Stærke temaer, udfordrende fortællinger og dynamik mellem tekst og billeder” – sådan står der på bagsiden. Det er helt rigtigt. Det er en stærk novelle, der er endnu bedre her, hvor billederne fortæller med.
P.S. Novellen udkom (uden billeder) første gang i samlingen ”Lige nu”, der udkom i forbindelse med Hay-festivalen i 2017.
