Dino får en ny ven 

‣ Forfatter: Søren Jessen

‣ Illustrator: Søren Jessen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 59,95

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 28

‣ ISBN: 9788759104743

”Dino er ude at gå tur. Han finder et dejligt sted og sætter sig ned. Dino er sulten. Heldigvis har han en madpakke med. Ahhh … hvad har jeg med? Addr! Kun frugt, siger han. Slet ingen lækre orme.” 

Så er det svært for Dino. Hans madpakke bliver hugget, det viser sig at være krokodillen Dille, der hugger maden, for den elsker frugt. Dille hader orme, som den har fået i madpakke. Jamen, så bytter de bare. Alle er glade.

Og det er en vildt hyggelig oplæsningsbog. Kort, præcis og med et fint tema: Man skal finde en ven, man kan bytte madpakke med.

Søren Jessen har tegnet og skrevet. Han tegner så klart og præcist, at man tydeligt ser Dino for sig. Dino kan være glad, Dino kan være rasende. Det ser man på tegningerne. Det er en kvalitetsbog til små børn og egner sig som højtlæsning i daginstitutionen eller som godnat-læsning.

Formatet er kvadratisk, praktisk og godt. Dobbelt så stort som en RitterSport. 

Forfatter og illustrator Søren Jessen

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.