Ideen med en guide til Danmarks mest uhyggelige steder, fortalt for børn, så de enten kan opsøge dem eller undgå dem, er som idé en rigtig god idé.
Desværre er det en underlig, til tider lidt kedelig og ustruktureret bog, forfatteren Bo Bomuld har fået lavet. Og det selv om teksten sine steder er absolut værdig til at blive læst op for at få børn på lejrskole eller ferie til at gyse. Men der er for langt mellem gysene selv om bogen vælter i spøgelser, drilleånder, skeletter og meget andet klamt.
Desværre er der heller ikke megen hjælp at hente på billedsiden. Bogen er lækkert trykt på farvet papir, men den er illustreret med (privat)fotos af meget forskellig kvalitet, der ikke skaber de store indre skræmmende billeder hos læseren.
Desværre mangler et danmarkskort og et register ville have hjulpet meget for at forøge bogens brugbarhed.
Desværre kommer bogen ikke hele Danmark rundt, men børn, der er interesserede i overtro og gys og gru vil sagtens kunne bladre sig frem til steder og emner, der særligt interesserer dem og blive forbløffede over de informationer, bogen rummer. I skolesammenhæng kan bogen anvendes på mellemtrinnet i forbindelse med et emnearbejde om overtro – f.eks. når klassen skal på lejrskole.
http://www.politikensforlag.dk/Boerneboeger/Doede_boern_boerster_ikke_taender(9788740003345).aspx
http://www.politikensforlag.dk/Uploaded/9788740003345/L%C3%A6sepr%C3%B8ve.Doedeboern.pdf