Vi har før mødt Conrad Fields i ”Minusmand”, 2013 og ”Plusmand”, 2014, hvor Fields viser sig som habil ungdomsforfatter med sans for fortællinger fra hårde ungdomsmiljøer i København, hvor bander, vold og kriminalitet er en del af hverdagen.
I ”Død mand stå” bevæger Fields sig op nord for København, hvor vi møder Sebastian, der går i 2.g i Farum, og ernærer sig gennem gymansietiden ved at sælge hælervarer som iphones, mountainsbikes m.m. Desuden stjæler han biler, som han bruger, når han samler damer op eller henter stoffer i hovedstaden.
Sebastian går ikke af vejen for slagsmål, og han er godt kendt af ordensmagten. Sebastians forældre glimrer enten med deres fravær eller kommentarer om, hvor utilstrækkelig Sebastian er. Særligt faren er meget svær at holde af, når han gang på gang viser sin ligegyldighed over for sin søn.
En aften stjæler Sebastian og hans ven Anton endnu en hurtig bil og efter en slåskamp og med sprut i blodet, kører drengene i høj fart mod København. Sebastian mister herredømmet over bilen, drengene kører galt og Anton mister livet.
Herefter havner Sebastian på en ungdomsinstitution for kriminelle, hvor der møder ham en helt anden dagsorden, end han er vant til fra Nordsjælland. Han er han ny og udsat, og han må kæmpe for overlevelse og med de indre dæmoner, der nødvendigvis må ramme en dreng, der kører sin bedste ven ihjel.
Conrad Fields går hårdt til værks i ”Død mand stå”, men han gør det godt. Læseren holdes til ilden og på trods af Sebastians mange brister, er det svært ikke at holde med den unge antihelt, der ikke har de bedste forudsætninger på hånden. Han holder sig dog oprejst gennem indsigt og klarsind, og forsøger efter bedste evne at forholde sig til sin historik. Han lærer efterhånden at gebærde sig efter de nye regler. De skrevne såvel som uskrevne.
”Død mand stå” er en intens ungdomsroman, og forfatteren har en god fornemmelse for de unges dagligdag og sprog, selv om jeg håber, at de unges afhængighed af iphones trods alt er lidt mindre end i Sebastians virkelighed. Det er muligt, at det forholder sig anderledes.
Rent litterært bevæger vi os rundt i Sebastians verden gennem en tredjepersons-fortæller, der holder sig på behørig afstand og lader Sebastian være fokalisator bogen igennem. I forbindelse med det fatale færdselsuheld ligger Sebastian i nogle dage med lukkede øjne på hospitalet og sammenfatter begivenhederne gennem brudstykker af de omkringståendes samtaler om ham. Han er omgivet skiftevis af læger, sygeplejersker, politifolk og sine forældre. I denne periode ændrer bogen sig grafisk ved at lade fortællingen foregå med hvid tekst på sort baggrund. Effekten er dels, at læseren opfatter, at Sebastian befinder sig i et mentalt vakuum, men også at historien efterfølgende skifter karakter. Det er et simpelt virkemiddel, men det holder.
Har man før præsenteret sine elever for ”Minusmand” og ”Plusmand” er det oplagt at vise dem ”Død mand stå”. Jeg synes, bogen overgår sine forgængere. Ungdomsgenren er et vanskeligt landskab at bevæge sig ind i, men det lykkes for Conrad Fields at skrive på den unge læsers præmisser uden på nogen måde at blive didaktiserende. Sebastian er et stort fjols med hjertet på rette sted, og Fields får de psykologiske nuancer fint i spil i sit samlede portræt af sin hovedperson.
Vis den for dine udskolingsklasser, også selv om de ikke er fra Nordsjælland. Mange unge vil finde romanen interessant i en litterær niche, der ikke er let tilgængelig i en digital tidsalder.
