Døden under overfladen

‣ Forfatter: Lone Halkjær

‣ Forlag: Krabat

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 249 kr.

‣ Målgruppe:10 - 13 år

‣ Sidetal: 61 sider

‣ ISBN: 9788794433556

”Magnus,” råber mor. Hun kommer mod ham fra enden af badebroen. ”Hvad er der sket?” Hendes stemme stiger i styrke, og hun løber de sidste skridt. ”Hvad er der sket med din hånd?”

Han mærker hendes varme fingre lukke sig om sit håndled.

”Hvor er Emil?” lyder hans fars undrende stemme et stykke væk.

”Emil?” spørger mor.

Det svimler for Magnus, da han sætter sig op. Synet bliver uklart. Er Emil stadig nede i vandet?

Magnus’ forældre har lånt en ødegård i Sverige, hvor de har ”tvunget” Magnus og hans storebror Emil med på sommerferie. En lang, varm tur i en bil med ikke fungerende aircondition bringer dem til en sommerferie, der kommer til at være UDEN INTERNET – ren tortur i Magnus’ øjne.

Ødegården ligger ved en tilsyneladende indbydende sø, og efter den mildest talt ophedede køretur, synes en dukket i det kølige vand, som en tiltrængt luksus for hele familien. Men et eller andet er ikke, som det skal være, synes Magnus. Der lugter fælt ved søen – som om et dødt dyr lå i sivene. Alt i Magnus krop stritter imod, at han skal hoppe i vandet, men så kommer hans far og bror løbende og skubber Magnus i. I stedet for at flyde op mod overfladen, synker han mod bunden, og pludselig mærker han noget gribe fast om hans ankel.

Døden under overfladen er en spændende og neglebidende gyserhistorie. Den er fortalt på en måde, der sætter fantasien i gang. Man fornemmer Magnus’ voksende bekymring i takt med, at hans familie tilsyneladende ikke aner uråd. Lone Halkjær evner samtidig at få beskrevet den indre kamp i Magnus, om hvorvidt det bare er hans fantasi, der spiller ham et puds, eller om der virkelig er noget ravruskende galt. Som læser bliver man holdt til ilden, og man føler sig næsten tvunget til at læse den i et hug – for man kan simpelthen bare ikke vente til i morgen med at få opklaret mysteriet.

Bogen er en del af forlaget KRABATS serie af letlæste gysere for mellemtrinnet – og en god en af slagsen. Den er let læst og det er min oplevelse, at forlagets målgruppe på de 10-13 årige harmonerer ganske godt med, hvem jeg tror, den appellerer til. “Døden under overfladen” er godt skruet sammen. Som læser er man underholdt hele vejen igennem – uagtet om man er til den lidt makabre slutning eller ej…

 

Besøg forfatterens egen hjemmeside her

Find bogen her på forlagets egen hjemmeside

 

Anmeldelsen er skrevet af Lonni Carlsen

Lonni er uddannet lærer og læringsvejleder og arbejder til daglig på Gildbroskolen i Ishøj. Hun underviser i udskolingen og er fagansvarlig for dansk på skolens læringscenter. Ydermere er hun beskikket censor i mundtlig og skriftlig dansk. Lonni har en særlig interesse for ungdomslitteratur samt grafiske romaner og billedbøger, der henvender sig til de ældste elever i folkeskolen.