”Det handler om, at jeg ikke er en skid. Og at du passer sammen med hende.
Jeg forstår ingenting af det, I snakker om. Jeg står der altid bare. Som en eller anden statue.
Jeg er så fucking træt af det.”
Undervejs under læsningen af Cecilie Grønlunds debutroman Døgnåben kan man komme til at tænke
på Tom Kristensens Hærværk og hovedpersonen Ole Jastraus tumlen rundt i 1930ernes København,
mens han ”længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død.”
I Døgnåben er det hans oldebarn i ånden, Luna, 22 år gammel, som tumler rundt i selvsamme
København, nu anno 2021, uden mål og med i tilværelsen. Noget af det virkelig stærke i Døgnåben er
beskrivelserne af det København, Luna færdes i.
Luna rimer både på måne og måske også lidt på lunatic (på grund af hendes psykiske udfordringer) –
og begge dele kan man komme til at tænke på, mens man følger hende gennem romanen. Hvor går
grænsen for behandlingskrævende psykiske problemer?
Luna fremstilles som en ung kvinde der lider af et overdrevent mindreværd og en uudviklet
personlighed. Hun er totalt optaget og fyldt af sig selv, jagten på likes på Instagram, et forlist forhold
og en ekskæreste der spøger i baggrunden, moralske og fysiske tømmermænd efter for mange øl i
Kødbyen og lidt uforpligtende sex med tilhørende hjemmelavet tatovering.
Ellers arbejder hun på café for at tjene til dagen og vejen, mens hun udlever en følelse ”grande
tristesse” og af at ingen forstår hende. Hverken ekskæresten, vennerne eller far og mor. Det er trist,
meget trist at læse Lunas fortælling.
Ikke engang den obligatoriske tur med Flixbus fra Københavns Hovedbanegård til Berlin, via Berlin
Hauptbahnhof, hjælper. Og ham kunstneren Casper vil ikke helt det samme som hende og gengælder
ikke hendes følelser. Tilsyneladende.
Døgnåben tager fat i den tilgængelighed unge skal forholde sig til 24/7, deres liv på sociale medier,
tilsat filter og jagten på overfladisk succes. Og det pres de føler fra omgivelserne, mens de fjumrer
rundt i tilværelsen.
Cecilie Grønlund skriver godt, fortæller godt, men man skal stå tidligt op, hvis man skal sympatisere
med Luna. Hun trænger i den grad til at fokusere på andet end sig selv, og måske med Tom Kristensen
i digtet Græs, at: ”Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor.” Det sker ikke for
Luna der i mødet med sig selv ikke rigtig møder noget eller nogen.
Døgnåben kan læses som en generationsroman om al den umådelige selvcentrering mange
unge voksne oplever i disse år hvor identitet er blevet en flydende størrelse. Der er ingen tvivl
om, at rigtig mange unge voksne vil kunne genkende sig selv og deres liv i Døgnåben.
Og Døgnåben skal læses for den stemning Cecilie Grønlund får skrevet frem: For hendes
portræt af København, og så lidt for at tage fat i en figur som Luna. En figur, læseren må
kæmpe hårdt for at komme til at holde af.
