Drengen der ville kunne noget (bare noget)

‣ Forfatter: Bo Skjoldborg

‣ Illustrator: Patrick Steptoe

‣ Forlag: Forlaget Werther

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 190,00

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 77

‣ ISBN: 9788793389502

”Magnus var en dreng, der ikke kunne noget. I skolen klarede han sig elendigt. Og han var heller ikke særlig køn, stærk, sjov eller god til sport. Hverken hans kammerater eller lærerne regnede ham for noget. Ikke for noget som helst, faktisk.”

Magnus går i 4. klasse, og ja, ovenstående citat beskriver faktisk vores hovedperson Magnus ret rammende: Han har hele tiden fornemmelsen af at han ikke dur til noget som helst. Den eneste der bakker Magnus op, er hans altid trofaste ven Tinka, men Magnus er ikke så god til at lytte til hende og forstå, at hun rent faktisk regner ham for noget.

En dag møder Magnus den mærkelige Hr. Ravn på nettet. Hr. Ravn har åbenbart magiske evner og tilbyder at hjælpe Magnus, så han pludselig kan ALT – men kun i ét døgn. Og da Magnus vågner op dagen efter, er alt faktisk forandret til det bedre. Det ender dog næsten galt, og Magnus finder ud af at det faktisk er bedre at være helt almindelige Magnus – det synes Tinka for resten også.

I Drengen der ville kunne noget (bare noget) er der ingen hjælp at hente fra de voksne. Der er ingen der regner Magnus for noget, og i den kontekst minder historien jo lidt om Ole Lund Kirkegaards Gummitarzan, hvor hovedpersonen heller ikke bliver regnet for noget. Nærværende roman er dog ikke helt så udfoldet, og det er egentlig lidt en skam. Jeg sad for eksempel og ventede på at der kom lidt mere information om den mystiske Hr. Ravn, men han (og hans motiver) forbliver lettere mystisk historien igennem.

Generelt er det en historie, hvor det kunne være dejligt hvis den blev udfoldet lidt mere, for den når ikke rigtig at komme ordentligt i gang, før den er ovre igen.
Men går man efter en historie med lidt gakket humor, så er Drengen der ville kunne noget (bare noget) et rigtig godt bud.

Bogen kan fint bruges til højtlæsning fra omkring 6 år og opad, og den vil også fungere rigtig fint til de børn der er blevet sikre læsere, og som gerne vil have en historie med humor, som ikke er alt for lang.

At romanen også er krydret med fine sort-hvide illustrationer af Patrick Steptoe hele vejen igennem, er bestemt også et plus. De karikerede, tegneserieagtige illustrationer passer rigtig fint til historien og supplerer teksten godt, samtidig med at de giver passende afbræk i teksten, så de yngre læsere ikke skræmmes væk af tekstmængden.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.