Der står i introteksten under overskriften: ”Til ham, der læser højt” (og så er rammen jo ligesom sat): “Drengene fra Bataljon 6-46 er en bog for små og store drenge. I bestemmer selv om missionen skal foregå i Shanghai, London, Sukkertoppen, Antwerpen, Monte Carlo, på Månebasen, i Moskva eller på kasernen. Dog er det en god ide at læse historien om Bomben i Cirkus Couscous som den sidste.”
Det er rigtig fint med en guide til læsningen. Men så er der fire punkter, hvor jeg kun vil citere de to sidste:
”3. Hvis din datter vil være med i historien, så nægter du (hvis du kan nænne det)
4. Hvis mor insisterer på at læse højt i stedet for dig, så stopper du hende. For hvad ved mor om laserpistoler, piratangreb, racerbiler og eksplosioner? Hvad ved mor om at smadre banditter og gå amok med verdens vildeste vandpistol, den kendte Sub Aqua Booster 99000?”
Jamen, så træt man kan blive! Det skal helt sikkert være sjovt, men jeg finder det ikke sjovt. Og jeg finder det slet ikke i orden. Det er så meget oldschool-onkel-kammeratligt, at man simpelthen bliver træt.
Når Mads Steffensen selv fortæller om tilblivelsen, så er det en historie, man bedre kan godtage. Han skrev den for at være tæt på sine tre drenge, der selv gav inspiration til aftenens godnatlæsninger eller godnatfortællinger. Så kunne de sige: Maskinspistoler, flødeskumslagkager, gorillaer – og så måtte Mads Steffensen finde på en historie, der havde disse tre ingredienser. Samtidig var det en regel, at børnene selv skulle være med i historien. Det er dette trick, der bruges også i bogen her.
Det er helt sikkert et sprog og et indhold, der rammer ”Ninja-læsere”: Operation Månebase Alpha-Han: Om at spinne rundt i en raket i vægtløs tilstand og et bananmaskingevær. Om en talende gorilla på to en halv meter, en skræmt rumforsker med hornbriller, jordens udslettelse og et ballonangreb. Det her er historien om fire soldater fra Bataljon 6-46 på mission i rummet, og den begynder lige nu, for alarmen er gået på kasernen. Generalens stemme brager ud af den skrattende højtaler.
Og så kommer historien, der for mange replikkers vedkommende er skrevet med versaler. Der er så mange ord, der er så lange replikker, der er så meget slang, og der er en humor, der sikkert rammer en målgruppe af drenge. Helt som Mads Steffensen og forlaget Politiken har tænkt. Men det er ikke en god bog. Man bliver ikke en god forfatter, blot fordi man er kendt.
Den udkom første gang i 2006, nu er den så genudgivet. Det kan undre. Den kunne have brug for en opdatering og en opstramning.
Ros til Mads Berg, der har illustreret med fin art deco-grafik. Smukk. Stilig. Skarp.
Politikens forlag, Mads Steffensen, Drengene fra Bataljon 6-46
