Vi mødte piger og vidste ikke, hvordan vi skulle håndtere deres blikke. Vi kiggede instinktivt ned i jorden, og jeg tænkte, at hele den virkelighed, vi gik rundt i, var forrykt, at det, vi oplevede, var umuligt, at det på ingen måde kunne ske, og alligevel skete det. Det var ikke noget drøm, det var ikke nogen leg.
I dette citat antydes en del af tematikken i Jessica Schifauers bog ”Drengene”. Det er kønsidentiteten og hele identitetsdannelsen, der tematiseres.
Det er en helt særlig bog. Forfatteren er svensk, og hun fik Augustprisen 2011 for den svenske udgave: ”Pojkarne”. ”Drengene” var nomineret til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur 2013.
Det er således en bog, der heldigvis bliver værdsat – og med god grund.
Den handler om Momo, Bella og Kim. Tre piger, der er på vej til at blive teenagere. Det er pigernes liv, der fortælles, deres forældre er fraværende (Bellas far drikker og moderen er indlagt, de andres forældre står tyndt i periferien), og de færdes gerne i Bellas drivhus, hvor en underlig plante vokser op.
Handlingen er umulig at gengive på kort plads, men mange spørgsmål bliver vendt og der kommer få svar. Drengekulturen bliver set såvel udefra som indefra, kønsidentiteten bliver der eksperimenteret med, vold og kriminalitet og brugen euforiserende stoffer er der masser af plads til, der er tyveri og bilkørsel, der er kærligheden og jalousien mellem Tony og Kim i drengeudgaven, der er venindernes maskebal, der er plantens evne til forvandling og alt bliver fortalt i et sprog, det er en fornøjelse at læse: Den grove hånd, der holdt om øldåsen, en kraftig sølvring på tommelfingeren, en grønbleget tatovering hen over håndryggen med snoede detaljer, der fortsatte op under jakkeærmet. Hans stålblå øjne glimtede under kasketskyggen, og jeg havde lyst til at bøje hovedet ind foran ham for at få hans blikke til at skylle hen over mig som koldt vand.
Man kan beskrive en rod som Tony på mange måder. Dette er Tony.
Sætningerne er lange, de er korte, der er fuldstændige sætninger og der er ufuldstændige. Metaforerne er nutidige og farverige og giver billeder på den indre skærm. Der er dialog og beretning. Det er fornøjeligt.
Sidst og først er det dog den meget komplekse skildring af unges kønsforvirring og livsforvirring, der kan sætte masser af debat i gang. Det er en bog, man har lyst til at diskutere med andre. Den er særlig. Den er mærkelig. Den er forvirrende og den skal læses.
Det er ikke udelukkende en ungdomsbog.
Voksne kan med stor fordel læse med.