Drillepind

‣ Forfatter: Marie Stegger SchmidtTobias Dybvad

‣ Illustrator: Jeanet Trebbien

‣ Forlag: Charleys Mor

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 150 kr.

‣ Målgruppe:Fra 7 år

‣ Sidetal: 23

‣ ISBN: 9788797220900

 

”En tudeprins kan også være en, der græder for at få sin vilje. Hvis du har en lillebror eller lillesøster, kender du måske sådan en slags tudeprins. Deres ansigt krøller sammen, ligesom når de græder, men det er ikke rigtig gråd, for der kommer ingen tårer ud af øjnene. Der er nemlig aldrig nogen, der har set en rigtig krokodille græde. Måske er det fordi, krokodiller kun græder, når de er nede under vandet. De kan jo ikke risikere at blive set med tårer i øjnene – de er jo naturens hårde negle (se side 6).”

 

Vi bruger dem tit, talemåderne og de pudsige ord, til at beskrive bestemte typer af mennesker; hvem kender ikke et sludrechatol, en drillepind eller en tudeprins? I ”Drillepind” tager forfatterne et godt udpluk og forklarer 24 forskellige ord med en god portion humor. Hvert ord får en helt side med både tekst og illustration, og bogen indledes med et forord, hvor det forklares hvad der er tænkt med bogen. Her bliver lagt op til, at bogen kan bruges barn og voksen imellem til at sætte sig og få en god snak om, hvad ordene betyder.

Bogen har hele vejen igennem henvisninger imellem de forskellige typer, for eksempel at hvis man er en sovetryne, er man på ingen måde en krudtugle (se side 7). Det giver lidt ekstra krydderi til bogen og gør, at man kommer til at sidde og bladre lidt frem og tilbage.

 

Herhjemme på matriklen gav bogen mange gode snakke både med ham på 8 og ham på 10. Og da jeg selv læste den igennem inden, kunne jeg faktisk ikke lade være med at sidde og klukke lidt for mig selv; for typerne er simpelthen beskrevet så godt, at jeg sagtens kunne se for mig, hvem de enkelte typer kunne repræsentere i min egen omgangskreds.

 

Bogen er udfærdiget af Tobias Dybvad, som vi kender som både standupkomiker og manuskriptforfatter. Denne gang har han taget sin partner Marie Stegger Schmidt med på råd, og det er der kommet denne skønne billedbog ud af. Bogen er gennemillustreret i farver af Jeanet Trebbien. Det er virkelig fine tegninger i tegneseriestil med overdrevne karikaturtegninger der passer perfekt til teksten.

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.