Drømmeklassen

‣ Forfatter: Anne-Marie DonslundMorten Boesdal Halvorsen

‣ Forlag: CarlsenDR

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 150

‣ Målgruppe:Fra 9 år

‣ Sidetal: 114

‣ ISBN: 9788711696552

”Sif kan ikke gøre noget ved det, der er sket. Men hun kan måske gøre noget for, at det aldrig sker igen! Ja, det er det, hun vil. Hun vil stoppe mobning. Hun vil lave en kampagne på skolen, der skal stoppe mobning. Generation Mobbefri. Det skal være overskriften på projektopgaven. Det skal være hendes mål. At gøre ikke bare skolen, men alle skoler mobbefri. Mobning ødelægger livet for så mange børn og unge.”

Sif er en meget stille pige, der ikke bryder sig om alt for meget opmærksomhed og helst vil leve det stille liv. En dag ser hun nogle piger fra klassen, der mobber en pige fra deres parallelklasse. Pigerne kalder sig for ”Det sorte squad” og er nogle rigtige bøller, der hele tiden truer andre. De opdager Sif og truer hende, så hun ikke fortæller noget til nogen.

Da klassen senere skal arbejde med projektopgave, får oplevelsen Sif til at vælge mobning som sit emne. Og Sif vil ikke nøjes med bare at skrive opgave om mobning – hun vil starte en antimobbekampagne, der skal gælde for hele skolen! Men det er ikke så nemt, som det lyder, og snart er Sif selv blevet offer for ”Det sorte squad”.

Bogen ”Drømmeklassen” er en del af en serie bøger, der bygger på DR Ultras tv-serie ”Klassen”. Bøgerne er skrevet af Morten Boesdal Halvorsen og Anne-Marie Donslund. Som i den anden bog i serien – ”Super-Mads” – er sproget velvalgt og passer til målgruppen. Der er også en god dybde i persongalleriet, så det ikke kun er handlingen, der bliver omdrejningspunkt. Man føler samtidig, at man kommer under huden på hovedpersonerne i historien.

Og det er noget af det forfatter Anne-Marie Donslund kan, i hvert fald i det omfang jeg kender hendes bøger fra mit daglige virke som børnebibliotekar. Hun har en fantastisk evne til at få beskrevet hverdagsdramaer i børne- og undomsliv, så man næsten selv kan føle følelserne (også selvom man – ahem – måske ikke helt passer ind i målgruppen!).

Særligt mobbescenen i starten af bogen er faktisk virkelig barsk, men yderst velskrevet. Jeg synes bøger, der behandler emner som grov mobning, faktisk godt kan blive for ”ufarlige”. Her er der ingen tvivl om, at mobberne er gået langt over stregen, og som voksen og mor griber det lige ind i hjertekulen; for mon ikke det desværre er noget, der godt kunne være en situation i mange folkeskoler landet over?

Alt i alt er ”Drømmeklassen” et virkelig godt hverdagsdrama. Bogen skal nok sælge sig selv, fordi mange børn vil genkende illustrationen på forsiden som noget fra ”Klassen”. Men derudover er det altså bare en gennemført god gedigen bog, der sætter fokus på et vigtigt emne, nemlig mobning, men som også formår at beskrive hverdagen for en helt gennemsnitlig dansk pige. Jeg kan varmt anbefale den.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.