Det skulle ikke undre mig, hvis mit liv for tiden ville kunne blive en ret god film. Jeg tror, jeg kan se plakaten for mig – ”Blodige knoer – et slag for retfærdigheden”.
Herman er ret god til at slås. Men han slår ikke, fordi han er fuld, på narko eller på anden vis under påvirkning; han gør det for retfærdighed og kun på dem, der i hans optik har fortjent det. Inderst inde ved Herman godt, at det ikke er i orden, men han kan alligevel ikke lade være, når han oplever uretfærdige ting ske. Han har det heller ikke i sig at undskylde, for nogen må jo gøre noget.
Hermans forehavende gør ham til lidt af en enspænder, men han har dog kammeraten Tarik. Herman bryder sig ikke om Tariks opførsel, men beder ham ikke om at ændre den, for: uden Tarik ville jeg gå her alene, og den forskel er ret enorm. Så selvom Herman fremstår sej og stærk (både fysisk og mentalt), så bryder han sig rent faktisk ikke om at være alene. Ser man bort fra selvtægten, er Herman desuden en god dreng, der elsker sin lillesøster og inderst inde også sin mor.
Herman bliver kontaktet af Silje, øjensynligt ved en tilfældighed. Silje og Herman kender hinanden fra tidligere, om end Herman ikke kan placere hende straks. Silje har en trist historie og en speciel navneliste, og det bliver ganske hurtigt åbenlyst, at Silje havde et konkret formål med at genoptage kontakten til Herman; hun skal simpelthen bruge hans evne til at slås i retfærdighedens navn. Herman har ikke mange erfaringer med piger, så det er forholdsvis enkelt for Silje at manipulere ham til at gå med på hendes plan.
Du kan få nogle bank er vældig godt skrevet og ganske barsk. Forfatteren forstår virkelig at beskrive sine karakterer på en eminent måde, så de føles troværdige, autentiske og levende. Som læser kan man ikke billige mange af karakterernes handlinger, selvom motiverne i princippet er noble, men alligevel holder man med dem og ønsker, at det går dem godt, samt at de slipper afsted med deres handlinger. Lidt på samme måde, som man ønsker, at Jax Teller fra Sons of Anarchy skal overleve og få et godt, langt liv i fred, uagtet den uoverskuelige mængde brutaliteter og vederstyggeligheder han igennem serien udfører og er ophavsmand til. Med andre ord er der tale om et helt igennem irrationelt ønske, som opstår, fordi der er tale om loveable karakterer.
Jeg er generelt set ganske begejstret for denne bog. Jeg er dog ikke synderligt begejstret for den danske titel. I min optik er den for overfladisk og et udtryk for brutalitet uden formål og argument, mens den originale titel Alt jeg skylder deg er juling, (der i min direkte oversættelse betyder Alt, jeg skylder dig, er tæsk), er et udtryk for noget dybere – altså at der ligger tanker, argumenter og følelser bag et ønske om at give en anden bank. Jeg er på ingen måde tilhænger af vold, men den originale titel får læseren til at fundere over, om der findes sådan noget som meningsfyldt vold, og om vold kan forsvares. Den norske titel gør en nysgerrig på at åbne og læse bogen for at finde ud af, om det nu kan passe, mens den danske titel ikke tirrer samme nysgerrighed.
Endelig er jeg også nødt til at sætte nogle ord på bogens omslag, for jeg synes motivet er spot on! Natlige, dystre omgivelser med en barsk, central figur med sår på knoerne. Tegnet i en streg, der får mig til at tænke Graphic Novel – en genre, som jeg tror, historien i denne bog også ville have egnet sig til.
Bogen er rettet mod Young Adults, og sproget er ikke vanskeligt. Grundlæggende handler bogen om de ting, oplevelser, relationer, etc., der er med til at forme mennesker. Den er ganske hurtigt læst, og for mig er den oplagt på udskolingens ældste trin, med henblik på at diskutere de tanker, motiver, handlinger, m.v., som hovedpersonerne gør sig. Ikke som en moralprædiken eller lignende, men for at få en dialog om, hvad der kan ske, hvor hurtigt det kan gå galt, hvorfor personerne vælger at gøre, som de gør, hvad man kunne have gjort anderledes, etc. I udskolingen har eleverne en alder, hvor de som oftest begynder at distancere sig fra forældre og foretage flere selvstændige valg, der samlet set også er med til at forme den person, de kommer til at udvikle sig til som voksen.
Det er første gang, jeg læser Arne Svingen. Han er norsk forfatter, har for det meste skrevet børne- og ungdomsbøger og er nu havnet på min den-forfatter-må-jeg-læse-lidt-mere-af-liste. Man kunne måske anklage Svingen for at falde i samme fælde, som Stephen King nogle gange gør: at bruge (for) meget tid på at beskrive en person, situation eller lignende uden at bruge denne beskrivelse til noget. Men da han har evnen til at gøre disse detaljer meget nærværende, interessante og troværdige, så gør det rent faktisk ikke noget, at man læser noget, der kan synes overflødigt.
