Duel

‣ Forfatter: Jakob G. Madsen

‣ Illustrator: Mia Marie Overgaard

‣ Forlag: Vild Maskine

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 200 kr.

‣ Målgruppe:God til lidt ældre læsesvage børn

‣ Sidetal: 35

‣ Sværhedsgrad: Lix 15

‣ ISBN: 9788772272535

”Han tog tilløb og gav forhjulet et hårdt spark. Smerten skar op gennem benet, og han gik i knæ med et skrig. Flåede strømpen ned. Der var en dyb flænge lige over vristen. Blodet løb ned i hans sko. Han klemte sammen om anklen og gloede på hjulet. En af egerne var gået løs. Stod lige ud i luften. Det måtte være den, han havde ramt? Han kneb øjnene sammen. Hvad pokker var der med den cykel? Den slog fra sig. Det var næsten, som om den var levende. Eller også var han ved at blive skør. Det var jo bare en bunke rustent skrot.”

 

I ”Duel” følger vi en unavngiven dreng. Han er på vej hjem en mørk, sneende vinteraften, og der er langt hjem. Han finder dog en gammel cykel, han beslutter sig for at tage. Men efterhånden som historien skrider frem, får drengen langsomt fornemmelsen af, at noget styrer cyklen – og det er ikke noget der vil ham godt.

 

Duel” er et virkelig skønt gys! Den korte novelleform gør næsten altid noget godt for gysergenren, og det gør det bestemt også her. Forfatteren formår til fulde at få opbygget den uhyggelige stemning, der langsomt kryber under huden. Historien har en åben, og (muligvis) ret klam slutning i bedste gyserstil.

Bogen er gennemillustreret af Mia Marie Overgaard, som har gjort et fantastisk stykke arbejde. Hendes sort-hvide illustrationer bogen igennem gør virkelig noget for at fortætte den uhyggelige stemning, forfatteren får sat i bogen.

 

Duel” er en del af serien ”13 historier”. Historierne er tidligere udgivet i én bog uden illustrationer, men nu er de altså udgivet enkeltvis, læsepædagogisk bearbejdet så de ligger omkring lix 15. Det er en helt genial ide og udvider målgruppen af læsere. Det gør den læsbar for større børn og unge, der ikke er stærke læsere, men alle kan være med, for bogen har ikke et typisk letlæsningsudtryk og vil tiltrække alle slags læsere – der selvfølgelig er nødt til at have nerverne i orden. For det er absolut ikke læsning for sarte sjæle. Her er ingen lykkelige slutninger, og de små hår i nakken når at rejse sig, før man er færdig med bogen.

 

Som en bonus er ”13 historier” desuden udgivet som lydbog med både special effects og musikalsk underlægning. Det fungerer virkelig godt!

 

Vild Maskine; Om Jakob B. Madsens “13 historier”

 

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.