Jeg spilder de dage, hvor jeg er bortvist, med at ligge på sofaen. Efter skole kommer Ellen forbi med mine lektier, inden mor kommer hjem. Vi glor tv i tavshed, og selvom jeg har lyst til at fritte hende om skolen, og om hun har hørt nogen snakke om mig, så gør jeg det ikke.
– Sådan ligger Willowdean på sin seng eller sofa, da hun er blevet bortvist fra highschool for at have banket et knæ op i skridtet på en af de drenge, der konstant mobber hende (og andre) for deres udseende. Willowdean er overvægtig – ikke sådan sygelig fed, men hun kan ikke passe tøj fra Sweet 16 – butikken.
Texas er ikke stedet at være ung, hvis man ikke er en oplagt kandidat til Miss Clover Blue Lupin-skønhedskonkurrencen. En konkurrence, som Willowdeans mor vandt som ung. Det er længe siden, men det lever hun fortsat på. Nu handler de 376 sider om skønhedskonkurrencen (og ja, Willowdean stiller op sammen med tre andre veninder, der heller ikke opfylder almindelige standarder for Miss-Clover-kandidaturet), og det handler om Bo og Mitch, to kærester (eller mulige kærester), om Ellen, veninden, der har sin faste gode kæreste Tim, men som naturligvis også kommer i konflikt med Willowdean, – og det handler først og sidst om at finde sig selv, at være tilfreds med sig selv og sine egne vilkår.
Lucy er en vigtig rollemodel her, det er Willowdeans afdøde moster, der døde med en kampvægt på 225 kilo. Hun elskede Dolly Parton. Derfor indledes bogen også med: ”De bedste ting i mit liv er alle begyndt med en Dolly Parton-sang. Det gælder også mit venskab med Ellen Dryver”.
Dolly Parton er virkelig Texas-style, og hun bliver symbolet på at gå efter sine egne ønsker og ikke alle mulige andres.
Willowdean udvikler sig i løbet af året til en selvstændig pige, der tør stille op for andre. Hun ser, at alle er forskellige, at alle bør have en chance og at også de skæve piger rummer noget godt.
Det er 376 sider med amerikansk ungdomskultur. Det kan være en anelse belastende. Man må som ung i Danmark glæde sig over, at man ikke er ung i Texas. Amerikanske Texas-unge har rigtignok bil, men de er underlagt forældrenes overvågningsblikke fra morgen til aften, de går i skole i et system, der på ingen måde kan være befordrende for den frie tanke, og de bruger tilsyneladende al energi på at se tv eller spise på burgerbarer, når de ikke kører rundt i deres biler for at finde tomme parkeringspladser, hvor de kan mødes med deres kærester til kys med en hel del mere.
”Dumplin’” er moderens kælenavn for den lidt småbuttede Willowdean. Et kælenavn, man til enhver tid må have sig frabedt, hvis man har tendens til overvægt, men moderen er så fikseret på skønhedskonkurrencen (kjole, badedragt, test, præsentation), så hun ikke helt opdager, hvordan datteren har det.
Vil man have et indblik i amerikansk ungdomskultur, så er det også her, man kan finde det. Moralen er så klar og letfortalt som ahornsirup, – og nogenlunde lige så sød.
Men… når det er sagt, så er der også noget herligt ved netop en den amerikanske popkultur, som man kan genkende fra film. Det er en anden verden end den danske ungdom befinder sig i. Håber jeg. Tak for det.
Link: http://juliemurphywrites.com/
Og her er et link, hvis man vil høre Dolly Parton med ”Jolene”:
https://www.youtube.com/watch?v=qGEubdH8m0s
