“Steen siger, man ikke kan eje hinanden.
Man kan kun elske hinanden.”
Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har tidligere vist, at de sammen kan lave nogle umådeligt smukke og væsentlige billedbøger. Det drejer sig to billedbogs nyklassikere Rævefælden om vrede fra 2012 og Farfar om det at miste fra 2016.
Nu er de tilbage med Dybt vand, som er en særdeles gribende fortælling om drengen, der oplever, at hans pap-far Sten er på nippet til at blive hans ”x-pap far”.
Sten er ved at pakke sine kasser ned for at flytte ned på sin husbåd. Han vil gerne have samkvem med morens søn, Bassemand, der har søgt tilflugt og tryghed hos sin bamse Lillebjørn der i nogle drømmesekvenser vokser sig stor og tryg.
Klimaks i fortællingen kommer, da de to flygter fra hjemmet, står til søs og er lige ved at drukne. Sten bliver redningsmanden, moren og Sten forsones og drengen og Sten må mødes hver onsdag.
Billedbogen slutter med et skønt opslag, hvor drengen og Sten og en sovende Lillebjørn sammen drager ud på nye eventyr.
Dybt vand viser en Otto Dickmeiss i topform med sine detaljerede og indlevede blyantstegninger, der rummer flere lag og som smyger sig omkring Lilja Scherfigs poetiske tekst og tilføjer nye sider til fortællingen. Tilsammen giver tekst og billede en billedfortælling målrettet de lidt ældre børn, der her vil få brug for alle deres fortolkningsevner for at tømme fortællingen for mening. Det centrale spørgsmål i fortællingen er, hvorvidt vi kan eje hinanden og hvad der sker, når de voksne skilles og har så svært ved at se ud over deres egen næsetip og forsone sig.
Dybt vand sender også læseren ud på dybt vand. Billedfortællingen anbefales varmt til samtaler mellem eks-partnere og mellem generationerne.
Bogens emne er desværre alt for aktuelt for alt for mange børn. Sågar en ”x-papfar” kan man ikke sådan lige smide ud.
