Eddie hjælper til

‣ Forfatter: Thomas Brunstrøm

‣ Illustrator: Thorbjørn Christoffersen

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 240

‣ Målgruppe:2+

‣ Sidetal: 28

‣ ISBN: 9788727000787

””Så har jeg ryddet op i køkkenet!” siger Eddie. ”Hvor er du god, Eddie,” siger far og krammer ham. ”Giver
du så en cola?” spørger Eddie. ”Arh, det er egentlig sengetid… men okay så,” smiler far og rejser sig. Da far
kommer ud i køkkenet, kan Eddie høre ham råbe et eller andet. Det er nok, fordi han er så glad for, at Eddie
har hjulpet til.”

Eddie vil rigtig gerne hjælpe til derhjemme og hjælpe far med at rydde af bordet, fylde opvaskemaskinen,
vande blomster og mange andre ting. Afrydning af bordet foregår ved at vippe alt ned på gulvet,
opvaskemaskinen bliver fyldt med både legetøj, fjernbetjening, bestik og alverdens andet godt, og
potteplanterne bliver vandet med tis. Da han endelig er færdig og vækker far på sofaen, lyder der
mærkelige brøl da far kommer ud i køkkenet. Meget mærkeligt, synes Eddie. Det må være brøl af ren
begejstring over at Eddie har hjulpet til.

Eddie hjælper til er fjerde bog i serien om Eddie, som er Sallys lille bror – Sally, som vi kender fra bøgerne
om Sallys far. Thomas Brunstrøm er tilbage for fuld udblæsning i denne skønne serie for de lidt mindre
børn om herlige Eddie.

I bøgerne om Sallys far er Eddie altid med på illustrationerne, hvor han laver forskellige gakkede løjer, og
denne hele bogserie om ham yder ham i den grad retfærdighed.

Jeg har et soft spot for Eddie, der har sin helt egen tilgang til verden og går ind i alle nye opgaver med stort
gå-på-mod. Der er på sin vis lidt Emil fra Lønneberg over ham, for Eddie gør egentlig aldrig noget af ond
vilje. Det er bare som om hans opfattelse af ting, som for eksempel at hjælpe til, sjældent er helt den
samme som de voksnes.

Eddie hjælper til er et virkelig godt eksempel på hvordan tekst og billeder i den grad kan supplere
hinanden. For hvis du udelukkende læser teksten, er det en ganske tilforladelig historie om hvordan Eddie
for eksempel vander potteplanterne. Der hvor det bliver sjovt, er illustrationen, hvor Eddie står og tisser i
potteplanten. Generelt er illustrationerne i fine farver utroligt vellykkede og udgør mindst halvdelen af det
sjove i bogen.

Alt i alt endnu en absolut læseværdig historie i serien om Eddie, der er sjov både for barnet
og den voksne,
der skal læse højt.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.