Ella og Vera er bedste venner og leger sammen hver dag. En dag glemmer Ella Bamse hjemme hos Vera. Bamse er så sød, at Vera slet ikke kan få sig selv til at aflevere ham igen. Han bliver hjemme hos Vera – og Vera siger ingenting til Ella. Men det er svært at være venner, når man skjuler noget og Vera savner at lege med Ella …
Norin fortæller i korte, klare sætninger historien ud fra Veras synspunkt; teksten er både enkel og udtryksfuld. Og så er den veloversat og fungerer rigtig godt til oplæsning:
Så er det mandag.
Vera putter Bamse i rygsækken.
Men så tager hun ham op igen og lægger ham under dynen.
Det er koldt udenfor.
Illustrationerne er blyantstegninger med akvarel, der på én gang minder om Ingrid Vang Nymans Pippi-tegninger – især ansigter og øjne leder tanken hen på Tommy og Annika – og Gunilla Bergströms Alfons Åberg-illustrationer – Veras lejlighed kunne næsten være Alfons’. Denne lidt pudsige sammenblanding af associationer giver en varm følelse af tryghed og genkendelse; det bliver aldrig uoriginalt eller kedeligt – ingen tvivl om, at Adbåge også er helt sig selv – bare hyggeligt.
Tekst og billede supplerer hinanden med masser af detaljer, og på charmerende vis lægger denne fine bog op til snak om både små og store ting i livet hos børnehavebarnet – især venskab og jalousi.
