Forestil dig det mest uindbydende, golde landskab, hvor næsten ingenting gror, og regn og rusk hersker. Forestil dig dernæst, at dette landskab ligger i den absolut sydligste del af det sydamerikanske kontinent langt væk fra alfarvej, og noget der minder om normal civilisation. Her bor Paolo sammen med sine forældre. Forældrene er analfabeter, og det fremstår lidt som et uafklaret spørgsmål, hvordan det er lykkedes dem at producere Paolo, som de i øvrigt ikke ved, hvor gammel er!
Den lille familie lever isoleret. En sjælden gang imellem får de besøg af en rejsende – typisk en opdagelsesrejsende, astronom, geolog eller lignende, der søger ly for natten – men en dag får de besøg af en eftersøgt morder. Morderen, Angel, slår Paolos forældre ihjel, men skåner Paolo, og der opstår en relation mellem de to. Angel er en kynisk og voldelig person med en barsk fortid, men hans møde med Paolo og den far-agtige rolle, han tager på sig, synes at give hans liv indhold. De to bliver siden til en særpræget trio, da Luis, der også er på flugt fra virkeligheden, gør dem selskab i jagten på meningen med livet.
En morders tårer er en fantastisk bog. Ikke alene er historien rigtig god og anderledes, men relationen mellem de tre hovedpersoner og deres individuelle udvikling er rigtig godt fortalt. Dernæst er forfatterens billedsprog helt sublimt. F.eks. beskrivelsen af Paolos frygt for skove: Dette dystre, lodrette univers. Eller da Angel synes at opfatte et glimt af meningen med livet: Det var lige præcis dette tilværelsen bestod i: daggryets uvisse fødsel, et sovende barns åndedræt og en grov mand med en morders hænder der sad i mørket og havde ondt i sjælen.
Handlingen foregår i et realistisk univers, men har enkelte islæt af Márquez’sk magisk realisme. Eksempelvis da Paolo leger med skovhuggeren Ricardos tre børn. De tre børn har været døde i mange år, men de besøger hver morgen Ricardo, og de er lige så levende for Paolo og Angel, som de er for Ricardo. Som læser accepterer man denne præmis, uden at det gør historien utroværdig.
Bogen er ifølge forlaget udgivet som ungdomsbog, og den kan sagtens læses af unge. Sproget er ikke vanskeligt, men jeg tror ikke, at den vil fænge de yngste af de unge, hvis de skal læse den som frilæsning. Til gengæld forstiller jeg mig, at den snildt kan læses med en 8.- eller 9.-klasse. Bogen er smækfyldt med symboler, beskrivelser og kontraster, der skriger på fortolkning og analyse. Jeg er f.eks. sikker på, at det ikke er helt tilfældigt, at morderen hedder Angel.
Anne-Laure Bondoux har vundet flere priser i Frankrig, Tyskland og USA, og hun er tidligere udkommet på dansk med Miraklernes Tid – en bog der fik flotte anmeldelser. Som en del af diskussionen om, hvorvidt kunst kan gøre en forskel i fængslerne, har forlaget i forbindelse med udgivelsen af bogen på dansk valgt at sende et eksemplar til alle landets fængsler. Man kan spekulere i, hvorvidt Angels transformation fra ondskab og ligegyldighed til omsorg og kærlighed er et skjult budskab og moralsk opråb til de indsatte, men det skal jeg ikke gøre mig til dommer over.
