En sæl som ven

‣ Forfatter: Sarah Lang Andersen

‣ Illustrator: Kathrina Skarðsá

‣ Forlag: Vild Maskine

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 249,95

‣ Målgruppe:7+

‣ Sidetal: 100

‣ ISBN: 9788772273907

Med en robotsæl som omdrejningspunkt kredser denne smukke højtlæsningsbog om eksistentielle grundvilkår som ensomhed og venskaber. Men den handler også om smukke planter og varme duftende pizzaer.

Carl har en ven, der hedder Ewald. Ewald er en gammel og ensom mand, der bor tæt på Carl. Ewald har en stor have, som Carl elsker at holde i orden, og efter havearbejde nyder de sammen en appelsinvand.

Carl er vild med planter og ikke kun i Ewalds have. Hjemme har han et herbarium, som han opdaterer jævnligt og giver hver plante stjerner. En smuk silkepæon har fået fem stjerner, for det er Carls yndlingsblomst.

Ewald er ensom og på vej til at blive dement, og derfor har han fået en robotsæl af kommunen. Carl nyder at holde babysælen, for hans bedste ven Jonas er pludselig blevet sej og det er Carl ikke. Til gengæld vil Berkan fra klassen meget gerne i kontakt med Carl, og efter en del modstand, der involverer både Ewald og babysæl, finder de to drenge hinanden.

I midten af 1700-tallet opstod der en tanke om, at børn er selvstændige, nysgerrige individer, der er åbne for æstetiske udtryk. Det var også her, man påbegyndte Flora Danica, som havde til hensigt at kategorisere alle de planter, der voksede vildt i det danske rige. Dette barnesyn og tanken om, at barnelæseren skal tilegne sig viden gennem læsning, møder her nutidens børnelitteratur. Med en skarp linse vises livet, som det udspiller sig lige der ude i samfundet.

“En sæl som ven” er en ærlig fortælling om ensomhed og forskellighed, hvori alle kan identificere sig. Gardinet til det virkelige liv, hvor mennesker bliver gamle og demente, og hvor man pludselig bliver kasseret, fordi man vokser fra hinanden, er trukket til side.

I bogen møder vi livet, som kan være næsten ubærligt hårdt, men de helt utrolige smukke illustrationer og især billederne fra Carls herbarium fungerer som et æstetisk modstykke og tilføjer farver og grønt håb.

”Dengang var Jonas min ven”, fortsætter Carl. ”Men så blev han sej og passede meget bedre sammen med Valdemar.” Hvornår skete det egentlig? Det er ligesom, når Carl spørger sig selv, hvornår blomsterne springer ud i Ewalds have. Det er som om de springer ud, mens han sover.”

De smukke illustrationer sætter tanker igang om anskuelsestavler og føromtalte Flora Danica, og ikonoteksten appellerer til læseren og tilhøreren om at forholde sig til bogen som et æstetisk objekt.

Lignende historier er Snabels Herbarium fra 2008 af Christina Weise og Rasmus Bregnhøi og Omars Altan fra 2021 af Trine Bundsgaard og Signe Kjær. Begge handler de om mennesker, der ikke lige passer ind i gængse personas-kategorier og om glæden ved diverse flora.

Forfatter og illustrator står bag værket Slimfjorden, 2021, der i 2022 vandt Blixenprisen i kategorien Årets Børnebog. Nærværende bog “En sæl som ven” er helt på samme kunstneriske niveau, men appellerer måske i endnu højere grad til barnet.

Læs “En sælsom ven” højt i familien eller i klasserummet og suppler med opslagsbøder om planter. Gå på jagt i naturen og find blomster og græs og lav så det smukkeste herbarium.

“En sæl som ven” tager os med på en eksistentiel og botanisk rejse, og på trods af giftige planter og venner og intellekt, der svigter, så kommer vi tilbage fra turen med maven fuld af duftende pizza og sjælen bestøvet af håb og æstetisk pollen. Det her er litteratur, der får os til at blomstre.

Anmeldelsen er skrevet af Betina Falsing

Gode historier er flyvende kufferter, der bringer os udover horisonten, hvor nye historier begynder. Denne rejse forsyner små mennesker med en bagage fuld af fremmederfaringer, som skaber livsduelighed og lykke. Som bibliotekar og som Betina har det, de sidste 25 år, været min mission at være rejseleder og sætte børn og unge ombord på de flyvende kufferter og ud på de vildeste dannelsesrejser i litteraturens verden. Jeg har selv taget rejsen, inden jeg tilbyder dem en billet, for jeg læser stort set alt og også ganske bredt, da vi som mennesker er forskellige. Glæden ved jobbet som dannelsesrejseleder rækker udover bibliotekarens formelle arbejdstid, og jeg arbejder efter arbejde med at sælge billetter i udsatte boligområder, jeg skriver artikler og jeg sidder i juryen for Kulturministeriets Forfatterpris.