En træhule på 78 etager – nu som film

‣ Forfatter: Andy Griffins

‣ Illustrator: Terry Denton

‣ Oversætter: Kasper Hoff

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 169.95 kr.

‣ Målgruppe:Fra 8 år

‣ Sidetal: 376 sider

‣ ISBN: 9788702412338

”Selvfølgelig kan tingene løbe lidt af sporet, når man bor i en træhule på 78 etager …. Men på en eller anden måde får vi altid skrevet vores bog til sidst.”

Og den bog, makkerparret fra Australien Andy og Terry, skal skrive er så ”Træhulen- nu som film”.
De henvender sig ofte til læseren:

”Hvis du er ligesom de fleste af vores andre læsere, så spekulerer du sikkert på, om vi nogensinde har tænkt os at lave en træhulefilm. Og ved du hvad? Vi laver én lige nu!”

Og så går det selvfølgelig helt galt med alt muligt.

Det er en graphic novel, hvor illustrationer og tekst har lige stor betydning. Alt hænger sammen og illustrationerne leder læseren virkelig godt på vej. Terry og Andy er altid lidt for meget, lidt for kække og altid meget opfindsomme, når der skal findes løsninger til de problemer, som de ofte skaber for sig selv. Her i denne bog kommer en Hollywood-instruktør for at lave film om dem, men instruktøren synes ikke, at Andy er særlig ”Andy-agtig”, så han hyrer en abe til at spille rollen. Det må gå galt, og det gør det.

Dette er sjette bog i serien. Man kan læse bogen som en selvstændig udgivelse, men det er altså en seriebog. Der er mange sider, men læsningen hjælpes godt på vej.

Det er en 376 sider hæsblæsende fjollet og fabulerende og fantastisk fortalt fortælling. Den rammer lige præcis målgruppen af de 8 – 12 årige.

Ser man på mellemtrinsbørnenes ønsker til gode bøgers indhold, så er humor højt på listen. Her er der masser af humor, – men også masser af action.

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.