Mens Fysik-Ulla udfoldede sig ved tavlen, spekulerede jeg over Ida. Jeg havde ikke sagt et ord. Alligevel havde hun set lige igennem mig. Og hun var sikkert ikke den eneste. Jeg blev nødt til at tage mig sammen, så jeg ikke var helt til grin. Ikke glo som en idiot, når Louis gik forbi. Ikke fnise, når han sagde noget sjovt. Men det var svært.
Citatet her dækker godt over ”Et skær af mørke”-indholdet. Det er den 14-årige Fanny, der tænker ovenstående, og hun har sine problemer med veninderne (JO, som er hendes veninde, Ida og Mille og de andre, der er kliken, som hun ikke er en del af), hun er forelsket i Louis, der ikke er klar over det og han ser også mest til Idas side, hun er i det hele taget 14 år og går i skole. Det er det ene spor i fortællingen, det andet er det ”Skammerens-datter-agtige”, hvor Fanny har arvet evnen til at være clairvoyant fra sin mor og mormor. Det finder hun ud af i denne bog, hun har nogle syn, der betyder, at hun kan hjælpe politiet med at finde den forsvundne pige Anna.
Miljøet er sådan provinsby-agtigt, hvor Fanny dog (og det er altid godt for clairvoyante med stier, mosebryg og mørke veje) bor på en grusvej ude ved mosen, skoleeleverne samles på Frk. Jensen, der er den lokale cafe (og der er sikkert ikke andre), alle kender alle og det er meget realistisk og genkendeligt, – når man ser bort fra det synske og krimi-delen.
Bogen er skrevet i et meget letlæseligt sprog, masser af dialog, korte sætninger og tydelige overskrifter til hvert kapitel, der dækker over indholdet. Og så er længden den klassiske seriebogslængde: mellem 90 og 100 sider.
Som læsetræning er det en glimrende bog,- der følges af ”Roser er røde” og sikkert mange flere herefter.
