Fantastiske filosoffer

‣ Forfatter: Birgitte Klahn

‣ Illustrator: Charlotte Pardi

‣ Forlag: Bolden

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 299,95

‣ Målgruppe:7+

‣ Sidetal: 94

‣ ISBN: 9788772056609

”Har du nogensinde drømt noget, du var helt sikker på var virkeligt? Eller været lysvågen og
pludselig tænkt, at det hele var en drøm? Hvordan tror du, man kan kende forskel på virkeligheden
og drømme?” Sådan lyder de undrende spørgsmål, der afslutter portrættet af filosoffen René
Descartes. Han er en af de syv filosoffer, der gives et portræt af i denne bog om fantastiske
filosoffer. Alt er set i børnehøjde. Når Søren Kierkegaard væver i sit ”enten-eller-børneunivers”, så
er det valget mellem lakridsbolsjer og Kongen-af-Danmark-bolsjer, der er hans dilemma. Søren
Kierkegaard falder først roligt i søvn, da han har forstået, at han skal vælge ”Søren” og ikke altid
vælge mellem nogle ydre ting.

Hvert portræt afsluttes med et par spørgsmål. Måske vil børn, der læser eller hører med, have andre
spørgsmål. Så må man tage dem ind.

I forordet lægges der op til, at man glædes over den undren og de store tanker, man kan have, også
når man er et barn.

Sidst i bogen er der en side med et faktaafsnit om hver filosof. Så ved man også som voksen på en
overskuelig måde, hvilken tidsperiode filosoffen tænkte sine tanker i.

Bogen er illustreret af Charlotte Pardi, og hendes stumpnæsede kvikke piger og drenge er helt
fantastiske at have med i læsningen. Når hendes børn ser med undren på læreren, der er faldet i
søvn i afmagt over Descartes eller Kants tanker, så ser man også situationen fra børnehøjde. Det er
tydeligt, at frøken Ignora (som mange børn vil kende fra mange smalle børnebøger om den ukuelige
frøken Ignora) ville befinde sig godt i filosoffernes selskab.

”International forskning tyder på at filosofiske dialoger kan forbedre børns kognitive,
sproglige og matematiske evner, fordi det gør dem bedre til at se synspunkter fra flere
perspektiver, styrker evnen og modet til at argumentere for og imod et synspunkt og til at
diskutere konstruktivt, samtidig med at de giver plads til samtalepartnerne og deres
synspunkter. Nogle mener i forlængelse af dette, at filosofi med børn kan fremme børns
sociale færdigheder. Og så er de fleste enige om at det er en sjov aktivitet.” (fra SDU)

Fantastiske filosoffer er en bog, der egner sig virkelig godt til højtlæsning og samtale
og der er stof til eftertanke for børn og voksne.

Illustrator Charlotte Pardi
Filosofisk dialog fra SDU

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.