Farlig togtur

‣ Forfatter: Kit A. Rasmussen

‣ Illustrator: Tom Kristensen

‣ Forlag: Alinea

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 171

‣ Målgruppe:10 årige (med hang til gaming)

‣ Sidetal: 80

‣ Sværhedsgrad: Lix 12

‣ ISBN: 9788723527400

Farlig togtur er en vælg-selv-historier, hvor man selv er hovedperson i en gyser og selv skal træffe valg. Og denne type bog er en skøn og populær disciplin, der ikke sjældent er effektiv over for de børn, der ikke synes læsning er så fedt.

I Farlig togtur er man på besøg hos vennen Abdel, men man er kommet til at spille computer lidt for lang tid og skal derfor skynde sig med toget. Og det er ikke fedt, når man lige akkurat kommer for sent og at der ydermere er en farlig massemorder på fri fod og ens telefon er løbet tør for strøm. Og hvad gør man så – går man tilbage til Abdel og ringer til sin far, velvidende at man får massiv skældud – eller tager man chancen og det næste tog?

Kit A. Rasmussens Farlig togtur er virkelig vellykket, godt fortalt og konstrueret og klaustrofobisk. Og jeg synes, det er skønt, at der er så mange overraskende udfald på historien (selvom jeg døde en brutal død første gang jeg bevægede mig ind i den). Jeg har en søn på 12, der skal trækkes hen til truget for at læse, men Farlig togtur har han fortalt lidenskabeligt om.

Vil absolut egne sig som frilæsning for de 9+-årige; eller i danskundervisningen i et forløb om måder at fortælle historier på.

Effektiv og klaustrofobisk vælg selv-gyser. Der er mange forskellige udfald i historien og den er uhyggelig og klaustrofobisk.

Rød Læseklub – Alinea

Anmeldelsen er skrevet af Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.