Flirty Dancing

‣ Forfatter: Jenny Mclaclan

‣ Oversætter: Caroline Voetmann

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2017

‣ Målgruppe:12+

‣ Sidetal: 256

‣ ISBN: 9788702223798

Til morgensamling er jeg 99% tilgivet, og Kat tager mig endda under armen. Mrs. Pollard går straks i gang med at tale om affaldscontainere. Den kvinde er besat af affaldscontainere. ”Det er ikke bare uhygiejnisk at putte sjetteklasser ned i dem, ” siger hun ”Det er også meget tarveligt.”

Og så er der samtalen mellem  hovedpersonen Bea og veninden Kat:

”Det er bare, at de andre piger synes, at fire er bedre end fem, og Pearl tror ikke, at du rigtig er vild med at danse og sådan noget.”
”Hvad mener du?”
”Du ved …dansekonkurrencen. Pearl synes bare, det skal være hende, mig og Holly og Laureen.”

Her er to gode klip, der tydeligt fortæller, hvordan det er at gå i skole for Bea. Hun er med i en pigegruppe: The Ladybirds, hvor de øvrige medlemmer er Kat, Betty og så Pearl. Pearl har været med i gruppen siden de var små, men er nu kommet ud på et sidespor. Nu er Pearl og Bea rivaler, da Ollie kommer ind i billedet. Ollie er en lækker dreng, der er kæreste (vist nok) med Pearl, men som på en eller anden farmor-vis bliver Beas dansepartner på vejen mod dansekonkurrencen.

Det lyder vældig pige-konfliktet, og det er det også. Med i bogen er også Beas søster Emma, der er meget lille og meget, meget sød  – uanset om hun tror hun er en frø, en kænguru eller et andet dyr.

Handlingen er traditionel. Pigerne har nogle konflikter på vejen mod dansekonkurrencen, drenge er altid et mål for jalousi, farmødre er altid gode til at løse konflikter og heldigvis er det sådan, at man denne trivielle fortælling kan berettes i et ungt og skønt engelskpræget sprog. Det går bare fremad side for side, og der er 256 sider i bogen. Det er en herlig serie til læsetræning, man ved jo, at der følger tre bøger mere: En om Kat, en om Betty og helt sikkert den sidste om Pearl.

Alle piger har en hemmelighed, deres liv er ikke helt så let og tankeløst, som det ser ud til, og SKAM-citatet: ”Alle mennesker kæmper en kamp, du ikke ved noget som helst om, så vær venlig. Altid.” gælder også her. Pigerne har hver især deres at slås med. De kunne hjælpe hinanden lidt mere – men så kom der naturligvis ikke mange bøger ud af det.

Det er en anbefalelsesværdig serie, – urealistisk fornøjelig læsning.

 

Links:

 

https://jennymclachlan.com/

Flirty dancing med lydprøve

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.