Det lader til, at døden, tab, sorg og savn, der rammer børn og unge, er blevet et uomgængeligt tema i disse års børne- og ungdomslitteratur. Først på året udkom eksempelvis Martha Flyvholm Todes lille, hudløst gribende og selvbiografiske YA-roman ”På Bornholm må man græde overalt” skrevet til unge voksne.
Her i ”Flyvefisk & døde vande” griber Liva Skogemann dog tingene helt anderledes an. Hovedpersonen April er eksempelvis betydeligt yngre end Todes hovedperson: Hun er en pige på lige knap 13 år. April er altså lige ved at være teenager, og det mærkes i bogen. Desuden er hun en nysgerrig og handlekraftig pige med sine meningers mod.
April har lige været med til at begrave sin far, der var sømand, og som omkom under en skibsbrand ud for Somalias kyst. Hjemme på sit værelse har hun fulgt hans færd ude på verdenshavene på et stort verdenskort ved hjælp af grønne nåle, der markerede, hvor han havde været, og røde, der markerede, hvor han var på vej hen. Det er slut nu.
En stor del af handlingen består af, at April forsøger at hale oplysninger om faren, dennes faster Magda og den øvrige familie ud af sin handlingslammede, sørgende mor. Hun er kunstmaler og forsøger at male sig gennem sorgen.
April må altså selv til at stykke familiehistorien sammen og grave familiehemmeligheden frem. Det gør hun ved hjælp af de breve, et foto og den notesbog med farens eventyrlige fortællinger, hun finder gemt i skabet, og ikke mindst gennem gode snakke med den ny nabodreng, August, der har noget mystisk over sig. Det er dog først, da April besøger faster Magda, at hun bliver sat på sporet. Hun skal spørge sin mor, hvem August i virkeligheden er, og det gør hun. Hun og moren kommer tættere på hinanden, og fortællingen om April og hendes familie(hemmelighed) kommer dermed til at gå op.
“Flyvefisk & døde vande” er fortalt i en realistisk stil, men den er iblandet farens fabulerende og eksotiske eventyr ude fra de syv have. Og figuren August tilføjer historien et element af fantasy eller spøgelseshistorie – for August er drengen, der er der, men alligevel ikke er der. Endelig er det befriende, midt i sorgen, at møde både humor og kærlighed i fortællingen.
Med ”Flyvefisk & døde vande” har Liva Skogemann begået en lille, velskrevet, vedkommende, underholdende og eksistentiel fortælling om sorg og tab. Den lille roman kræver noget af sin læser, både læseteknisk og i fortællingens komposition, men jeg er ikke i tvivl om, at fortællingen om April vil fastholde den unge læser.
