Fønix

‣ Forfatter: Hanne Kvist

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 199,95

‣ Målgruppe:12+

‣ Sidetal: 160

‣ ISBN: 9788702287271

Hanne Kvist tager sig god tid, når det drejer sig om nyudgivelser, men gode romaner er værd at vente på. Det gjaldt Dyr med pels – og uden, og det gælder også for Fønix, som har rumsteret i forfatterens hoved i henved 17 år, som hun fortæller.

Hanne Kvist skriver sig med ungdomsromanen Fønix ind i den økokritiske trend og beskriver den klimakamp, vi er på vej ind i på en, for unge, spændende, forståelig og meningsfuld måde.

Hvad gør man, hvis der en dag pludselig er en eksplosion i fysiklokalet, og når røgen har lagt sig, står en dreng i lokalet med en Føtex-pose i hånden, og som véd hvad pigen Anna hedder, før hun har fortalt det? Det er denne dreng, der påstår han hedder Føtex, men som Anna døber Fønix. For som Fugl Fønix i græsk mytologi, genopstår Fønix fra ”det mørke stof” i et molesteret klasseværelse, hvor han bliver gode venner med klassens outsider, Anna. Anna, hvis farmor er indlagt på sygehus, hvis ven, Hægge, bor på gaden på Nørrebro, og hvis far er udsendt som soldat af Nato med Greenworld hæren, der skal sørge for, at der ikke udvindes det forbudte råstof olie i Arizona. Hun bor derfor det meste af tiden alene hos sin mor.

Sammen med Anna tager Fønix på et drabeligt eventyr gennem København for at redde Annas far og i sidste ende vores klode. Et eventyr, der udspiller sig i skyggen af et politisk klimatopmøde, COP 28.3, i Bella Centeret, der foregår underledelse af EU´s kvindelige præsident, der for i øvrigt kalder sig selv ”børnenes præsident” men som så absolut ikke spiller med åbne kort. Anna og Fønix skaffer sig adgang til mødet under dække af at skulle interviewe præsidenten.

Herfra går det over stok og over sten. Hvorvidt deres projekt lykkes, skal ikke afsløres her.

Men er det muligt, eller overhovedet værd at prøve at redde menneskeheden fra udryddelse? Sådan spørger Fønix. Den Fønix som er et nysgerrigt og sympatisk rumvæsen, en ”Alien” fra et fremmed solsystem på mission, som med E.T. kunne sige: ”Fønix. Phone home!”

Anna og Fønix udvikler et varmt venskab i løbet af romanen, hvor Fønix især værdsætter Annas ”bløde værdi: kærligheden.” En værdi Fønix mener er et særligt kendetegn for nogle mennesker!

Hanne Kvist fortæller denne spændende historie fra en nær fremtid i sædvanlig suveræn stil. Her er styr på både fortællingen og sprogets virkemidler, og her er ordspil som ”linjerede joints” og ”pessar og vandbakkelser”, der nok skal vække en træt læser. Fønix er en læseoplevelse af de store.

Fønix anbefales på det allervarmeste til fritidslæsning og til danskundervisningen fra 6. klasse. Med Wolfgang Klafki kan man sige, at romanen behandler såvel epokale som globale nøgleproblemer (menneskehedens overlevelse, klima, (kold) krig, social ulighed, migration, jordens ressourcer) på en måde, unge kan leve sig ind i og reflektere over.

Endelig er Fønix grundlæggende en spændende fortælling, som også er værd for voksne at stifte bekendtskab med. Måske er menneskehedens ”bløde evne” – kærligheden – vejen til overlevelse?

Roman: Fønix

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.