I Gudhjem på Bornholm bor Freddy, der elsker at opfinde ting. Det er ikke altid, at han lykkes med sine opfindelser, men en dag får han en virkelig god ide. Han opdager, hvor besværligt det er for hans mor at vaske lillesøsters sutter, når hun taber dem på gulvet, og derfor opfinder Freddy en suttevaskemaskine. Til det formål skal han bruge fire ispinde samt en masse andre ting, og i sidste ende står han med en færdig suttevaskemaskine, der næsten virker. Mor bliver i hvert fald meget glad og rørt.
Under hele processen får Freddy hjælp af bogens jeg- fortæller, Mugge, der generelt står uforstående overfor Freddys mange påfund, men ikke desto mindre er han dybt imponeret over Freddys kreativitet og omsorg for moren og lillesøsteren.
I slutningen hører vi om, hvordan Freddy som voksen vinder en million og bliver indehaver af en ballonsalon i Gudhjem, som Mugge besøger med sine egne børn, hver gang de kommer til byen.
Historien om de to opfinderdrenge må siges at være let tilgængelig. Der er ikke nogen handlingsmæssige udfordringer i bogen, selv om jeg ikke helt så pointen i den korte redegørelse for, hvordan det senere gik Freddy i hans voksne liv, hvor han vinder de mange penge. Dette afsnit virker en smule malplaceret. Det kan også undre, at forsiden viser en scene fra bogen, som kun beskrives meget sporadisk, og som egentlig ikke har noget med selve den centrale handling at gøre. Her er vi dog i detaljerne. Bagsiden viser til et for denne anmelder ganske genkendeligt vue over Gudhjem og Østersøen, og det gjorde godt. En lille svaghed for Bornholm har man vel nok.
Forlaget Conta har valgt at udgive bogen både som højtlæsningsbog og som letlæsningsbog. Letlæsningsbogen er gjort enklere i sproget, lige som mange mindre detaljer er udeladt. Ideen med at lade børnene få kendskab til historien ved først at få den læst højt er fin, og den vej rundt gives der også muligheder for undervisningsdifferentiering, såfremt man skulle vælge at bruge den i klasseundervisning.
Illustrator Morten Brynaas lette tegninger følger handlingen tæt, og særligt i letlæsningsbogen bidrager de mange illustrationer til barnelæserens forståelse af teksten. Omvendt for illustrationerne mere plads, og kommer derved mere til deres ret, i højtlæsningsbogen, der trykt i noget der ligner A4-størrelse. Letlæsning er trykt i A5.
Alt i alt er ”Freddy Opfinder” er hyggelig og overskuelig læseoplevelse, der vil appelere til de små nye bogorme. Og de behøver ikke være fra Bornholm.
Bogen er også udkommet i en letlæsningsudgave til børn fra andet klassetrin.