”Magnetisk levitation, maglev, er en teknik, som går ud på, at tog svæver magnetisk over skinnerne. Måske har du selv prøvet at se, hvad der sker, når du fører to magneter mod hinanden? Enten tiltrækkes de af hinanden, eller også skubber de hinanden væk. Det er netop denne magnetiske bortstødelse, man kan bruge til at bygge maglev-tog. Der er seks maglev-baner i verden, som er i gang i dag, og der er flere på vej.”
Sådan står der i faktaboksen om ”hyperloop”. Og i selve brødteksten er der en mere børne – folkelig version af ”hyperloop”:
”At tage toget er en hyggelig og miljøvenlig måde at rejse på, men siden vi holdt op med at bruge damplokomotiver for snart hundrede år siden, er togteknikken ikke blevet udviklet særlig meget. At rejse en strækning med tog tager omtrent lige så lang tid i dag som for halvtreds år siden.”
Det er Emily Ryans fine illustrationer, der giver et billede af, hvordan et ”maglev-tog” kan se ud. Der er piletaster, der forklarer, hvad man ser. Der er et blik ind i det indre af toget, og der er også tegninger til faktaboksen.
Fremtidsbogen indledes med en ”poesibogs-side”, hvor man kan skrive, hvordan man forestiller sig livet i 2070. Denne anmelder har ikke noget ønske om at udfylde den side, men for ni-årige må det være fremtidsfornøjeligt at udfordre sig selv på hvilket arbejde, man kan have i 2070? Hvilket hus kan man bo i? Hvad vil det vigtigste i livet være? Hvilket husdyr vil man kunne holde? Særligt de meget konkrete spørgsmål som ”husdyr” og ”yndlingsret” er noget, der kan få tankerne i gang.
Fremtidsbogen er en fagbog, der forsøger at give et billede på fremtidens muligheder inden for teknologiske opfindelser, men også inden for de ændringer, der vil være i forhold til at skulle spise, bo og arbejde.
”I denne bog prøver vi at spå om, hvad der mon bliver udviklet af teknik, og hvilke opfindelser, der bliver populære. Vi tager udgangspunkt i alt det, der er spændende og nyt i dag.” Sådan skriver de i indledningen, og så følger en lang række fine fremtidsblik på biler, tog, mad, lægevidenskab, transport og kommunikation.
Spændende er det, at bogen slutter med en graf, der viser hvordan udviklingen har været for antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. Det er en graf, der viser en stejl nedadgående kurve. Noget går fremad. Lad det blive ved!
Fagbøger til børn er gode, og de er særligt gode, når tegner og forfatter er enige om, at det skal være seriøst – og rettet mod børn. Det er det her. Man får de videnskabelige forklaringer, de er skrevet på et højt fagligt niveau, men tegningerne følger med og forklarer, hvad man læser.