”Jeg vil have den kjole”, siger Laura.
Fine siger ikke noget.
Hun har ikke lyst til at sige Laura imod.
Pigerne spiser is.
Og glor.
Josefine bliver kaldt Fine, hun er veninde med Bitte, men i dag følges hun med Laura hjem fra skole. De skal se på butikker, for Laura går meget op i fint tøj. Laura får selv tøjpenge og køber sit eget tøj, det gør Fine ikke, hun er faktisk også helt ligeglad med tøj. Men så er der en kjole med stjerner, som Laura bare må have. Hvad gør man så? Stjæler den?
Da hun kommer ud igen,
ser hun underlig ud.
Sådan lidt rød i kinderne.
Sådan lidt tyvagtig.
Nu er der krise i venindeskabet. Heldigvis er Fines mor fornuftig, hun klarer dagen for Fine, da hun siger, at mange børn prøver at stjæle en gang eller to, men så skal man holde op for ellers er man en tyv. Og kjolen bliver afleveret.
Det er en fremragende og nuanceret fortælling, Karen Marie Guldager leverer her. Der er ingen nemme løsninger, det er en kompleks fortælling på 48 sider med meget korte sætninger og med få svære ord. Det skal man være en god forfatter for at kunne levere. Det lykkes her, og børn og voksne kan læse sammen og tale om hvordan man kan blive fristet til at eje noget, man ikke selv har råd til at købe. Og man kan diskutere, hvad man gør, hvis man alligevel er faldet for fristelsen.
Sådan kan børnebøger på 48 sider også fortælle en meget svær historie på børns præmisser.
Der er mange flere bøger om Frøken Fine ti at læse selv, men denne titel vil være god at læse med en voksen.
