I may be schizofrenic,
but at least I have each other,
and when I am alone I am together
(ukendt)
Mens jeg sidder og skriver dette, er dagspressen fuld af artikler om unge -og især unge kvinder i alderen 16 og 24 år og den psykiske mistrivsel, rigtig mange af dem oplever.
Sarah Engell har på indfølt og overbevisende måde tidligere skrevet om netop disse piger i sine tre YA-romaner[i] 21 måder at dø, Hjertet er 1 organ og senest i Valget om den politisk aktive 18årige Xenia.
Denne gang er det fortællingen om Barbara og hendes psykiske problemer og udfordringer, det drejer sig om.
Og her er Sarah Engell i selskab med illustratoren Lilian Brøgger i fortællingen om Fuglemanden.
De to har i fællesskab produceret en af de mest vellykkede danske grafiske romaner, jeg hidtil har set! Det gælder lige fra det smukt fremstillede omslag, over Lilian Brøggers særdeles ekspressive billedside, til bogens grafiske layout med de forskellige fonte. Så er der Sarah Engells præcise sprog, der har hentet inspiration fra tegneserien, og som kan genkendes fra hendes romaner. En anden Sarah Engell specialitet er også med i Fuglemanden i form af hendes tradition for at mikse fagtekster ind i hendes fiktive værker. Denne gang i form af små opslag på Barbaras lettere ødelagte mobil, hvor man læse om trækfugle (om ikke at høre til), Lærke (en veninde i fortællingen), Burfugl (om at være indespærret og fastlåst), Hvid stork (Litauens nationalfugl) og endelig Standfugl (om at høre til). Opslag, der er betydningsfulde for forståelsen af den store fortælling.
Endelig er der soundtracket til fortællingen. I Fuglemanden citeres blandt andet fra Linkin Parks sang ”Papercut” (2000) på side 24, hvor sidste vers lyder:
”It’s like I’m paranoid lookin’ over my back
It’s like a whirlwind inside of my head
It’s like I can’t stop what I’m hearing within
It’s like the face inside is right beneath my skin
It’s like I’m paranoid lookin’ over my back
It’s like a whirlwind inside of my head
It’s like I can’t stop what I’m hearing within
It’s like I can’t stop what I’m hearing within
It’s like I can’t stop what I’m hearing within
It’s like the face inside is right beneath my skin.”
“Kender du det? Nummeret eller følelsen?” spørger Barbara drengen, Arn, hun så gerne vil være kærester med, hvis hun magtede det.
Så er man som læser præsenteret for, hvad der er på spil i Fuglemanden.
Det er nogle ganske få episoder i Barbaras liv, der udløser hendes psykiske problemer og nedtur. Hun er beskrevet som en pige med problemer med sit selvværd og i sine relationer til venner, veninder og forældre. Holder forældrene af hende, selvom hun er adopteret fra Litauen? Meget i fortællingen antydes og overlades til læseren at tolke på. For meget i Barbaras historie er usigeligt og ligger uden for ordenes rækkevidde.
Barbaras psykiske problemer fremstilles på uhyggelig vis i Lillian Brøggers fortælling. En måde, der sender tankerne tilbage til Alfred Hitchcocks gysermesterværk Fuglene fra 1963, hvor fuglene på alle måder truer hovedpersonens psykiske og fysiske velbefinde. Her i form af Lilian Brøggers særdeles udtryksfulde fuglebilleder, der kulminerer i hendes fremstilling af det altoverskyggende uhyggelige monster af en fugl, Fuglemanden, der afbilleder truslen, og som følger Barbara og hendes tvangstanker. Tanker, eller Fuglemanden, der fylder mere og mere, som tager kontrol over hende, og som stiller strenge krav til og dikterer Barbaras nye asketiske liv:
”Stå op kl. 04.00
Kun bade i koldt vand.
Ingen mad før kl. 12.00
Ikke tale med Arn.”
Ifølge Fuglemanden gør han alt for Barbara i den allerbedste mening. Hans og Barbaras projekt er at forhindre, at hun fremstår som svag i venindernes, familiens og Arns øjne.
Men læseren ved bedre. Fuglemanden siger, han vil beskytte Barbara mod at fremstå latterlig, og han forsikrer hende om, at han er den eneste, hun kan stole på. Fuglemanden tager efterhånden totalt kontrol over Barbara, og det er først, da vennerne og de øvrige omgivelser bliver klar over, hvor slemt det er fat med Barbara, at hun får den hjælp, hun har brug for. En hjælp der rummer varme og omsorg, og giver Barbara styrke til at tage kampen op mod og overvinde Fuglemanden. Til alt held slutter fortællingen i en positiv tone. Barbara får det bedre, får kontakt til veninden Ulrikke og ikke mindst sin mor.
Verbalteksten er både enkelt og præcist skrevet af Sarah Engell. Den består i sagens natur mestendels af replikker, der virker både autentiske og velanbragte, og så af de få tekster på mobilen og citater. Her har Sarah Engell nok måtte lægge bånd på sig selv for ikke at træde ind på Lilian Brøggers område. Brøgger har til gengæld ikke lagt bånd på sig selv med hendes letgenkendelige og ekspressive streg. Lilian Brøgger er en hamrende dygtig illustrator, der her i værket er i stand til at vise alle de mangeartede følelser, Barbara (se hendes øjne) og de øvrige figurer har. Her er nok at (nær)studere fra farvevalget, der består af alt fra sarte pastelfarver til særdeles kraftige røde, gule og grønne farver, til fremstillingen af Fuglemanden i sort og gråblå, med et udtryksfuldt kropssprog og livfulde øjne. En fremstilling af Barbaras skygge, der er bærende og central for det samlede udtryk i værket.
Hvad der gør ”Fuglemanden” til en usædvanlig vellykket grafisk roman ligger netop i det samlede æstetiske udtryk, der fortæller Barbaras historie. Det er dette udtryk, med forskerne J. Mitchells begreb, dens imagetext, eller med svenske Kristin Hallberg, dens ikonotekst, der skaber værket.
Så må det også nævnes, at der i udgivelsen er kælet for værkets materialitet, og dets fremtoning lige fra omslaget til læsebånd. ”Fuglemanden” er en lækker udgivelse at have i hånden, læse og studere.
Hverken på indholds- eller på udtrykssiden er der tale om et letlæst værk, men om et værk der bør læses og genlæses flere gange. Her nok at se på og studere i alt fra værkets samlede udtryk til detaljerne på de enkelte opslag.
Har man læst så langt, vil man kunne forstå, at jeg giver Fuglemanden mine varmeste anbefalinger. Det gælder selvfølgelig især til målgruppen af unge voksne, men også voksne læsere kan blive meget klogere på det psykiske ubehag og den sygdom, alt for mange unge er ramt af i disse år. Psykisk sygdom spænder fra problemer med selvværd og angst til de mere alvorlige diagnoser som skizofreni. Mere end hver tiende dansker rammes af psykisk sygdom i løbet af deres liv, så det er godt, hvis fortællingen om Barbara kan være med til at afmystificere og aftabuisere dette. Det er her fiktionen kan noget helt særligt i form af at skabe indre billeder hos læseren og i forlængelse heraf at skabe empati!!
Fuglemanden hører hjemme i dansktimerne i de allerældste klasser i grundskolen og i gymnasiet. Her kan den danne udgangspunkt for gode og vigtige samtaler om dens emne, men også om hvad det er genren, den grafiske roman, kan.
Afsluttende kan man konstatere, at det er spændende at se, hvordan den grafiske roman som genre i de allerseneste år er kommet til at fylde mere i det litterære landskab. En genre der nu anerkendes for at kunne noget helt særligt. Her kan man eksempelvis tænke på Morten Dürr og Lars Hornemanns Zenobia, Morten Dürr og Lars Gabels Vand til blod, Jesper Wung Sung og Palle Schmidts Diego & Dolly og endelig Anette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøis Hjertestorm / Stormhjerte.
[i] Young Adult litteratur, hvor målgruppen primært mellem 15 og 25, men hvor voksne sagtens kan læse og læser med.
