”Vi vil helst have, at alle fortællinger har en begyndelse og en slutning, og at begyndelsen fungerer som et naturligt udgangspunkt for slutningen og slutningens som en logisk, om end gerne overraskende, følge af begyndelsen.”
Sådan begynder ”Gæsten”, og der er en længere form for introduktionen til den kontekst, handlingen foregår i: ”Sæt dig. Lad mig fortælle. Når pennens rammer papiret lyder en kradsende lyd:
Et menneskes liv er som et stykke stof. Hvordan det bliver anvendt, afgør det enkelte menneskes drømme.” Og lidt senere står der: ”Begge vore forfattere kunne have skrevet disse linjer. Begge kunne have strøget nogle formuleringer og erstattet dem med andre.”
Det er Charles Dickens (1812- 1870) og H. C. Andersen (1805 – 1975) der er ”vore to forfattere”.
Handlingen udspiller sig i 1857 i England, hvor Dickens har et landsted. Han har inviteret den store forfatter H. C. Andersen, der på det tidspunkt er 52 år og en af de store i Europas forfatterverden. Dickens er mindst lige så berømt, men hvor Andersen rejser uden familie, så har Dickens kone og otte børn. Hans lille datter Dorrit er netop død, og Dickens har gang i mange projekter. Nu har de besøg af H. C. Andersen, der på ingen måde er nogen let gæst i et land, hvor man taler engelsk og ikke dansk.
H. C. Andersens nyeste roman ”At være eller ikke være” var dedikeret til Dickens, og det er sådan, deres bekendtskab begynder: De har stor respekt for hinandens forfatterskab. Men det bliver et kritisk besøg.
De taler om litteratur, men det bliver en meget svær samtale. Andersen kan tale dansk, hans engelskkundskaber er så godt som ikke-eksisterende, og når Dickens søger at samtale om romanfigurer, så bliver det helt parodisk. De er sammen om glæden ved at skabe andre verdener, men de kan ikke dele deres to verdener. ”Enhver, der har funderet over sagen, skriver Dickens, ved meget vel, at en nation uden fantasi, uden en smule dagdrømmeri, aldrig har, aldrig kan og aldrig vil få en fremtrædende plads under solen.” H.C. Andersen har megen fantasi, men hans eneste tilhører er en af Dickens’ yngre sønner, Plorn. Han får historien om tepotten, om tinsoldaterne, der kan sejle på besøg, og han lærer en smule dansk.
Men…. Andersen bliver alt, alt for længe på sit besøg hos Dickens. Da han endelig, endelig rejser efter fem lange sommeruger, sætter Dickens et skilt op i værelset, hvor han har overnattet: ”Her sov den danske digter Hans Christian Andersen i fem uger, hvilket for familien føltes som en evighed.”
Det er en særdeles medrivende fortælling, man læser i ”Gæsten”. H. C. Andersen bliver præsenteret med mange sider af sin personlighed: Det akavede, det kiksede, det generte, det selvglade, det komplet barnlige og så hele sin sprøde og selviscenesættende attitude. Han er et menneske, der ikke har nemt ved at begå sig i verden, heller ikke i den engelske verden.
Dickens gør sit bedste, men hans tålmodighed er ikke stor. Og Dickens’ families tålmodighed med den sære dansker er heller ikke stor (nok).
Den svenske dramatiker Niklas Rådström er forfatteren bag ”Gæsten”, som er oversat af Lotte Kirkeby. Niklas Rådstrøm (født i 1953) har skrevet meget i mange genrer: dramatik, prosa og poesi. Han har fået Augustprisen og Det Svenske Akademis Doblougska-pris.
I “Gæsten” gør Niklas Rådstrøm brug af mange fortællestrategier, og hans sprog er levende og med en undertone, der lyser af sympati over for begge forfattere. Det er herligt at læse om de store og sære forfattere. Så forskellige, men så mange ligheder. Der er masser af namedropping fra Andersens, Dickens’ og Rådstrøms side.
