”Han blev siddende foran skærmen. Rørte ved en tast. Så ned på det lille sorte øje, man skal trykke på for at tænde. Han burde ikke. Han spillede for meget. Det sagde de alle sammen. Moren og lærerne. Og hende damen henne på skolen.”

Sebastian burde være gået i seng, da han alligevel tænder for computeren for lige at spille. Her fungerer det nemlig for ham, i modsætningen til skolearbejdet, hvor han har det svært:

”Han slæbte sig igennem de fleste af fagene, bortset fra engelsk. Der var ikke rigtig noget, der hang fast. Men når det kom til gaming, var han en sand mester. Det var lige meget, hvilke spil han gik i gang med. Hitman, Call of Duty, Assassins Creed. Han trak et blodigt spor af døde kroppe gennem alle baner.”

Denne aften er Sebastian træt, men han vil alligevel lige tænde for et spil. Så lyser et ikon op, og han finder spillet ”Final Fear”. Han går i gang med at spille, og det er simpelthen uhyggeligt og realistisk.

Der sker noget. Der sker meget. Og spillet kan man ikke afbryde.

Jakob G. Madsen har skrevet en fremragende historie om gamere og fascinationen af spil. Samtidig er det en historie i novellelængde. Det er en kunst at skrive komplekst, men kort og klart. Det gør Jakob G. Madsen i disse små historier. Illustrationerne kan kun få ros. De er realistiske, de illustrerer, hvad der skrives, og de giver læseren en forståelse for tekstens indhold.

Der kommer forhåbentlig elleve historier mere med lix 15. Dette var nummer to.

Link: Om forfatteren