”Bare rolig. Det var ikke den slags bombe. Jeg er jo ikke ude på at slå nogen ihjel! Det var sådan set bare en meget stor udgave af de bomber, som I selv sætter hjemme på bordet til nytår. Fyldt med konfetti. Med et brag blev himlen et vildt virvar af rødt og hvidt glimmer. Og mens det dalede ned over taget, fik det alt omkring de seks vagter til at flimre og gjorde det umuligt for dem at se, hvor jeg fløj hen. Så den dag kunne jeg forlade en vel udført mission med et kæmpe knald og det danske flag på himlen over New York City. Lige i tide til at nå hjem og øve på dansk diktat til i morgen. Mit navn er Marius Smith. Jeg er den første gameragent.”
Marius Smith er en helt almindelig dreng – nogen gange. For når han ikke er i skole som alle de andre, er han faktisk gameragent. Han blev opdaget, fordi han er en virkelig dygtig gamer, og rekrutteret til et hemmelig agentbureau, som bruger gamere som Marius som agenter.
Dø, Darling. Dø er anden bog i serien om Marius, og vi falder ind midt i handlingen, hvor Marius står på kanten af et tag og overvejer, om han skal hoppe ud, inden mænd med pistoler kommer ud til ham. Marius skal på en mission, der leder ham til danmarksmesterskaberne i computerspillet Dead Led Road og videre til en kæmpestor undergrundsturnering i Prag. Forinden har Marius rekrutteret tvillingesøstrene Darling, som er sygt gode gamere, særligt når det kommer til spillet Dead Led Road. De skal hjælpe ham på hans mission. Mission går ikke helt som planlagt, men Marius er heldigvis en snarrådig ung mand.
Forfatteren fortæller selv, at serien om GamerAgenterne bevidst er skrevet hæsblæsende og actionfyldt, fordi han skriver til en målgruppe, som måske ikke først og fremmest er læsere, men derimod gamere. Og det er sådan noget, den målgruppe er vant til og godt kan lide.
Som mor til en i den målgruppe kan jeg kun være enig med ham. Jeg er sikker på at blandingen af en ganske ung James Bond krydset med en übergamer nok skal tiltale en stor del af (især) de drenge, der bruger meget af deres tid på at game. Så står man med børn, der ikke ser læsning som det allerfedeste, vil jeg varmt anbefale at vise dem serien om GamerAgenterne. Skrivestilen og gamerreferencerne skal nok holde læserne fanget til sidste side.
Serien om GamerAgenterne er en del af Gyldendals Læs løs. Den er udgivet i Læs løs 8 og har et lixtal på 16.
En lille ting, jeg hæftede mig ved, og som jeg virkelig godt kan lide ved bog, er at forfatteren har en lille note i slutningen af bogen. Her opfordrer han til god stil og fairplay, når man er online – og det er altså virkelig god stil!
Gameragenterne – Læs Løs 8 – Gyldendal
