Så kunne jeg hale tre poser færdigstegte rødspættefiletter op fra køledisken. Jeg kunne slå græs i hvide tennissokker, eller jeg kunne lade være. Græsset kunne vokse sig højt og subtropisk, mens jeg tændte ovnen og hældte 3.5 dl. remoulade ud på et fad.
Sådan lyder en af de små, korte tekststykker i novellesamlingens første tekst, “Gid jeg kunne”, der har lagt navn til novellesamlingen. Teksten er skrevet af Emilie Guldborg Andersen, født 1996, og med den vandt hun Vordingborgs Kulturtalentpris 2016. Og vinderteksten er en vinder. Den er den mest interessante af teksterne i samlingen, og den er skrevet i sin helt egen genre, nemlig som en samling små kortprosa-tekster, der (næsten) alle begynder med ”så”. En anden tekst lyder:
Så kunne jeg leje den mindste hytte på Læsø med en have fuld af grene og buske og bær. Kassedamen i den lokale Brugs kunne hurtigt lære mit navn. Jeg kunne hugge brombærbuskene ned i tusmørket, når de omkransede haven som et snigende truende dyr. Jeg kunne købe en pose havregryn og koge en salt grød, som jeg ville spise på terrassen, mens natten sænkede sig over det sønderknuste krat.
Der er ni tekster med i samlingen. Alle forfatterne er under 25 og er opvokset eller bosiddende i Vordingborg. Det var en kulturpris på 10.000 kroner, der blev skrevet om og for, og med 73 bidrag var der meget at læse for juryen.
De ni forfattere er (udover vinderen Emilie Guldborg Andersen) Anna Maria Bornkessel med ”Otte digte” og Vinnie Gotfredsen med ”Der er stadig ting jeg ikke tør sige” (Anne og Vinnie vandt begge 2. pladsen), Julie Marie Guldholt Højager med “Musvitten flyver bort, Emilie Andersen med ”Kampen i mit sind”, Philip Lüders med “Sjakalerne”, Melika Helgesen med ”Intet er det samme længere”, Smilla Dreinø Khonsari med ”Dine knogler passer ind i mine” og endelig Gry Worregaard med “Håret”.
Nogle af forfatterne er helt, helt unge som fx Melika Helgesen, der er årgang 2002. Hun er den ældste ud af fire piger og er skilsmissebarn. Hun bor i Stensved og går i 8. klasse på Kulsbjerg Skole, Stensved afdeling. Hun går til stortrampolin i sin fritid og er stor fan at af læse og se serier om det overnaturlige. Sådan præsenteres alle forfatterne, inden deres tekst får plads på siderne.
“Gid jeg kunne” er en fin, men også meget ujævn novellesamling. Nogle tekster er ”gode afgangsprøve-noveller”, mens andre (som vinderen og få af de øvrige) er tekster, der giver et signalement af en kommende forfatter. Det er ikke tekster, der kan anmeldes på almindelig ”anmeldervis”, det er tekster, hvor man må læse og være bevidst om, at forfatterne har gjort deres bedste, men at de netop er på vej. Stor ros for konceptet, der formentlig giver de unge forfattere lyst til fortsat at bruge sproget.
For alle forfattere gælder det om at blive læst, og det kan de blive her. Det er tekster, der kan læses i øjenhøjde, når modtagerne går i 9. eller 10. klasse. Så kan den unge læser spejle sig i forfatteren, læse tekster, der ”kunne være skrevet af dem selv” og se spændvidden i fiktionens muligheder. Og så kan de voksne læsere glæde sig over, at der fortsat er unge, der arbejder med sproget og dets udtryk.
PS. Vi vil sikkert møde Emilie Guldborg Andersen om nogle år i en udgivelse, der kun rummer hendes tekster. Hun er god:
Så kunne jeg spille curling et sted på Falster. Jeg kunne blive varm og rødkindet, og de små hår langs panden kunne krølle i fugt. Med øm og svedig lænd kunne jeg råbe af én, der hed Nielsen, at han da for helvede skulle feje til. Senere kunne jeg klappe hans brede ryg på en forsonende måde, og vi kunne drikke kildevand på en parkbænk.
I øvrigt er Emilie student fra Vordingborg Gymnasium, hun kan lide at tegne med kuglepen på ternet A4-papir, og hun kan lide P-tærter og Søren Ulrik Thomsens tekster. Det tegner godt.
Vild Maskine
Interview med Emilie Guldborg Andersen, vinder af talentkonkurrencen
