Forfatteren Gro Dahle, hendes illustratormand, Svein Nyhus og deres datter, billedbogskunstneren, Kaia Dahle Nyhus har i en perlerække af billedbøger taget fat i alt det, der kan være vanskeligt og hårdt for et barn.
Flere af værkerne har været særdeles barske og rettet mod lidt ældre børn, men iblandt har der været værker, som også indskolingsbørn har stor glæde af at møde. Fælles for billedbøgerne er, at de muliggør en samtale om det, der er svært, og at de alle til en vis grad rummer en løsning på barnets udfordring.
Det gælder også for det seneste skud på billedbogsstammen, Grævlingedage, som Gro Dahle har skrevet ord til og Kaia Dahle Nyhus har løftet med sine illustrationer i alle mulige orange og grønne nuancer. Ordene gør, hvad ord gør, nogle gange bliver de for mange, lange og udpenslende – fjerner barnets opmærksomhed og bliver en form for baggrundsstøj, mens billederne giver historien liv og en umiddelbarhed og tager over og bærer fortællingen om den følsomme drengs ensomhed frem.
Pelle glæder sig til at skulle begynde i skole, men da dagen kommer, får han ondt i maven. De dage, og den tilværelse, Pelle hidtil har oplevet som værende lette som luften, føles nu pludselig tunge som træstolper.
Pelle kan ikke fortælle med ord, hvad der er galt, men identificerer sig med grævlingen, der kravler ind i sin hule og isolerer sig. Pelle mister appetitten, kan intet spise, kan ikke længere børste sine tænder eller forlade hulen, medmindre forældrene giver sig, og giver ham lov til at blive hjemme fra skole. Så kan han trække vejret igen, og med Gro Dahles ord grave sig ned og ind i det dybeste grævlingemørke.
Helt galt går det i skolen, når han skal deltage i gruppearbejde og larmen, støjen og uroen bliver alt for meget for ham. Særligt kravet om altid at skulle være sammen med klassekammeraterne bliver alt for meget for Pelle. Det viser sig, at Pelles far har haft det præcis som ham. I fællesskab finder lærere, far og Pelle en løsning under projektugen om skoven, der gør det muligt at være i klasserummet.
Grævlingedage er en oplagt fortælling til de mindste skolebørn, når hverdagen, støjen og uroen bliver alt for meget. I selve fortællingen er der (lidt) trøst at finde for barnet og frem for alt peger den frem og på løsninger og muligheder, inden det bliver til en egentlig skolevægring. Ideen med konsekvent at anvende og udnytte grævlingemetaforen i fortællingen er rigtig god til at forstå udfordringen for barnet.
Grævlingedage bør læses derhjemme, i fritidsordninger og i klasserummet og danne udgangspunkt for en samtale om dette helt almindelige problem for mange elever i skolen. Det er ikke altid pjæk, når klassekammeraten ikke kommer i skole.
Kaia Dahle Nyhus forunderlige billedside er et ekstra studie værd, og i denne tid, hvor Gunilla Bergström har forladt os, er det sjovt at påpege Pelles lighed med selveste Alfons Åberg -tjek bare hovedformen. Kaia Dahle Nyhus har dog også en hilsen til den store norske ekspressionist, Edward Munch, hvilket er et særkende for hende. De følelser af afmagt i orange, hun formår at udtrykke i sine illustrationer er beundringsværdige. Tag godt imod Pelle og Grævlingedage.
