”Engang væltede en lastbil med levende mink nær Hadsten. De fleste af dyrene døde i biluheldet, men de, der overlevede, blev vilde og ændrede fuldstændig økosystemet i området omkring Mariager Fjord.
På samme måde blev en kuffert fuld af historier engang tabt i zonen mellem menneskenes verden og Biblioteksskoven. Historierne, hvoraf de fleste skulle have været sået i Skandinavien og Nordtyskland, slog rod i zonen og voksede sig store og sære. Nogle af dem bestøvede hinanden og blev så bizarre, at zonen siden dengang har været et farligt sted for dem, der bevæger sig derind.”
(uddrag af Gros notesbog)
Adam O.s evner som fortæller og illustrator kender vi fra den prisbelønnede trilogi Den rustne verden og den skønne billedbog Tonni 2 Ton.
Nu er han så tilbage med noget helt andet, som gør, at læseren passende kan finde en god plads i ”Café Jastrau,” indtage en kop ”Sort Kafka,” længes mod skibskatastrofer og fordybe sig i en velskrevet, eventyrlig roman centreret om den unge heltinde Gro, der må redde fortællingerne i en truet verden.
Gro kan læses og forstås på mange måder. Først og fremmest er eventyret i bund og grund spændende. Det udspiller sig mellem en genkendelig verden, Gros mærkelige fortællinger i sin notesbog (skrevet med grønt), der er spændt ud mellem ”virkeligheden” og en fantastisk verden med en spøgelseskuffert, der kører rundt på bagagebåndet i Kastrup, Københavns glemte metrostation fra 1903. En station, som blev lukket, da et tog forsvandt. Endelig er der Biblioteksskoven. Her modtages Gro af et brummende træ med ordene; ”Velkommen hjem, lille søster.” Jeg er Walden.” på hendes rejse ind i det ukendte for at redde historierne.
Som i ethvert godt eventyr udsættes Gro undervejs for et utal af prøver på hendes rejse gennem mørket. Hun møder både gode og onde figurer, der enten hjælper hende eller snyder, manipulerer og endog truer hende og hendes hjælpere på livet. Dramatik og spænding er der nok af, og det skal nok fastholde barnelæseren undervejs. Gros mission er egentlig klar nok. Hun skal redde fortællingerne i Franks kuffert, som er adgangsbilletten til Biblioteksskoven og finde en pige med et deformt ansigt, som har nøglen til alle fremtidens fortællinger. De fortællinger der ellers vil forsvinde.
Og ethvert godt eventyr har en morale. I Gro er den, at hvis fortællingerne forsvinder, vil porten til Biblioteksskoven for altid være lukket, og menneskeheden vil træde ind i en meningsløshedens tidsalder, hvor der ikke skrives eller fortælles nye historier. De levende fortællinger vil blive erstattet af løgn og manipulation. Således kan Gro læses som et indlæg i debatten om litteraturens rolle, børns (manglende) læsning og de evindelige besparelser i både skole og på biblioteket.
For den interesserede læser er Gro en guldgrube af både historiske og litterære referencer. Men sådan skal det jo være i en metalitterær fortælling.
Gros hund og hjælper er gadekrydset Laika, som jo var navnet på det første levende væsen i rummet tilbage i 1957. I romanen går en ubåd tabt i Barentshavet med 118 døde. Præcis det antal der savnedes efter tragedien om Kursk forlis tilbage i 1994.
”Efter fem dage i mørket kravlede den sidste af dem op i sin køje og vågnede ikke igen. … Menneskene skal have en slutning. Og jeg har sørget for, de får den. Porten til Biblioteksskoven er lukket, og de kommer til at kvæles, langsom, uundgåeligt.”
Men der er også referencer i den mere morsomme afdeling, da Gro prøver at ringe til sin mor ”og en fremmed kvindestemme sagde: ”Godthåb Central.”
”Hvad?” sagde Gro.
Forbindelsen knitrede og susede.
”Godthåb Central, hvilket nummer ønsker de?”
Tøvende sagde Gro mors nummer højt.
”Det er for langt,” sagde kvindestemmen. ”Fire cifre, samt centralnavn, tak.”
”Jeg forstår ikke,” sagde Gro.
”Jeg må bede om navn på den ønskede central samt abonnentens fircifrede telefonnummer:”
”Jeg har ikke et centralnavn,” sagde Gro.
Forbindelsen blev afbrudt.”
Hvis et gennemdigitaliseret barn i 2022 skal forstå den, skal man vist helt op i Den Gamle By i Aarhus, have fat i mormor eller godt tilbage i filmhistorien.
Gro er ligeledes fyldt godt op med referencer til litterære klassikere. Tom Kristensens Hærværk og hans længsel mod ”skibskatastrofer og pludselig død” er nævnt. Det er Franz Kafka også samt Henry David Thoreaus roman om livet i skoven Walden. Den Walden, der siger:” I went to the woods because I wished to live deliberately.” Hvilket også er Gros projekt.
Mest tydelig er inspirationen fra Michael Endes to klassikere Momo og Den uendelige historie, som Gro er tematisk forbundne med. At Gros egne fortællinger i notesbogen er skrevet med grønt, er en direkte hilsen til Den uendelige hilsen og Bastian på skolens loft og eventyret om Atréjus rejse for at redde Den barnlige kejserinde. Endelig må man ikke glemme den barske side af både H.C. Andersen og Brødrene Grimm som ulig inspiration.
Gro anbefales varmt til oplæsning. Den er fortalt i korte kapitler, der lige passer til en pause i undervisningen eller til oplæsning ved aftentide i læselampens skær.
Selvfølgelig skal Gro indgå i danskundervisningen i slutningen af mellemtrinnet eller begyndelsen af udskolingen. Det at eventyret om Gro kan læses og forstås på mange måder, gør værket særdeles velegnet til en åben undersøgende tilgang. Her er nok at samtale om, remediere og arbejde kretivt med.
Hvert kapitel indledes med et lille kunstværk i form af et linoleumstryk, der samtaler med teksten og leder ind i kapitlet.
Adam Os linoleumstryk, fast omslag og hele layoutet giver Gro et samlet udtryk, der oser af kvalitet og som markerer et klart udsagn om, at bogen som medie ikke har udspillet sin rolle.
Forfatter og illustrator, Adam O.
