Guldkat er en fin billedbog om at afstemme forventningerne til at få et kæledyr, men også en fortælling om roller børn og voksne imellem. Åh, længslen efter at få et kæledyr. Den følelse kan de fleste voksne huske, og alligevel reagerer de akkurat lige så irriterende, som deres egne forældre gjorde, da de som små bønfaldt dem om at få en lille pelsede ven: ”Det kræver tid og penge at have et kæledyr.” ”Du bliver hurtigt træt af det.” ”Det skal underholdes.” Nøj, hvor var det irriterende at høre på. Spørgsmålet er, om det er muligt at fortælle den lille kæledyrs-længsels-ramte, at forventningerne måske ikke holder helt stik med virkeligheden og dette på en poetisk og fin måde?

”Alle har en.
En at putte med.
En at spise med.
En at hviske hemmeligheder til.
En at skrå over kirkegården med midt om natten.
En at strikke en hue til.
En at komme hjem til.

Jeg vil også have en.
Jeg vil have en kat.”

Med dette lyriske anslag i billedbogen “Guldkat” er vi ikke i tvivl om, hvor stort ønsket om at få en kat er for bogens lille hovedperson. I virkeligheden kunne det være indledningen til en digtsamling om kærlighed mellem mennesker. Lige indtil vi kommer til sidste vers: “jeg vil have en kat”. Længslen er stor, og der er ingen grænser for drømmene, og hvad de to skal lave sammen. De skal se film, grille til sommer, bade og snorkle, og så pludselig en dag ankommer en lille karrygul kat i en transportkasse. Guldkat skal den hedde. Guldkat er sød, men intet bliver som de dejlige forventninger lovede. For  Guldkat er ikke et menneske, men en kat, som har behov for menneskelig omsorg. Det er hårdt at konstatere, men den nye katteejer tager opgaven på sig, og historien slutter med:

“Jeg skal nok passe på dig, siger jeg til Guldkat. Miaw, siger Guldkat.”

Historier kommer først til live i mødet med læseren, og gode fortællinger er dynamiske alt efter, hvem der læser med. “Guldkat” kan også være en fortælling om voksensvigt, og om et ensomt lille barn, der mangler omsorg og beskyttelse.

Dette alvorlige perspektiv præger ikke læsningen, da historien både i sprog og illustrationer er jordnær og læner sig op ad et barneliv, hvor alle kan identificere sig. Illustrationerne er enkle og holdt i jordfarver. På sidste opslag bliver farverne lyse, og det føles som en sommerdag, hvor skyerne endelig forsvinder, og solen hilser os velkommen med varme løfter om glade dage.

Kaia Dahle Nyhus er efterhånden en etableret norsk forfatter og illustrator fra en familie, hvor begge forældre udmærker sig på den børnelitterære scene. Især sammen med moren Gro Dahle dykker hun ofte ned tunge i tematikker som ensomhed, omsorgssvigt og anderledeshed. “Guldkat” handler, som skrevet, også om livets svære sider men først og fremmest om forventningerne til at få et kæledyr og det ansvar, der følger med.

“Guldkat” forærer os en anderledes fortælling om kæledyr fremfor den kedelige prædiken, vi ofte giver børnene. Den vil give glæde i storbørnsgruppen i børnehaven, i indskolingen og ikke mindst i familier, hvor ønsket om at få en lille ny ven fra dyreverdenen fylder i dagligdagens små snakke.