Der blev helt stille. Bank, bank, bank, lød det fra den brune trædør igen.
Men plejer ikke rigtig at lægge mærke til, hvordan det lyder, når 21 hoveder drejer 45 grader til højre på samme tid, vel? Men på den her almindelige onsdag i dansktimen susede de synkrone bevægelser skarpt i mine ører. Jeg vidste, at der var noget galt.

Mimi hedder ikke Mimi, hun hedder Timian Tone Thyra Thorkildsen, og det er helt sikkert noget, hun finder belastende. Hun kalder sig selv Mimi, hendes mor har døbt hende et helt håbløst navn, og nu hvor forældrene er blevet skilt vil hun hverken have kontakt til moderen eller til sit navn.

Heldigvis har Mimi en god og fornuftig far, en hyggelig og stabil underbo, der er pensioneret skipper, en god veninde – og så har hun sin hund Pepsi. Livet er således fyldt med gode ting, men Mimis verden er også fyldt med et stort savn efter moderen, som hun dog ikke vil hverken skrive til eller tale med.

Ind i Mimis helt almindelige liv kommer der pludselig en politibetjent, der banker på døren til klasseværelset og så bliver Mimis hverdag pludselig meget, meget svær.

Det løser sig, og alt bliver godt, og Mimi lærer en hel del af krisen.

Bogen er skrevet i et letlæseligt og  med masser af dialog.

Mimi kan man sagtens læse mere om. Hun lyder helt som en pige, der igen og igen vil komme ud i kriser. Hun skal nok klare dem. Hendes netværk er stabilt om end det er noget usædvanligt og ikke helt kernefamilieagtigt.