Har intet at tabe

‣ Forfatter: Dan Freedman

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 150 kr.

‣ Sidetal: 189 sider

‣ ISBN: 9788702349566

”Jamie tog en dyb indånding og kiggede lige frem. Af en eller anden grund havde han fuldstændig glemt, at hans direkte modstander i dag ville være den mand, som for næsten præcis et år siden havde været ved at smadre hele hans karriere med sine hånlige tilråb. De havde noget, de skulle have afgjort i dag. På banen.”

”Har intet at tabe” er tredje og afsluttende del af serien om Jamie Johnson, drengen med det store fodboldtalent.

15-årige Jamie går på Foxboroughs spillerakademi og får pludselig chancen for at komme på førsteholdet, efter han er blevet bemærket for at spille virkelig godt til en kamp. Det er dog ikke helt uproblematisk at træne med førsteholdet. Jamie har svært ved at finde ud af rangordenen spillerne imellem, og bedst som det måske er ved at lykkes for ham, indtræffer en katastrofal ulykke, som sætter en midlertidig stopper for alle Jamies fremtidsplaner. Han tvinges pludselig til at overveje, hvem han egentlig er, hvis han ikke er fodboldspilleren Jamie, og tingene sættes i perspektiv i et helt nyt lys for ham.
En dag finder han dog sin bedstefars dagbog, hvor han kan læse om, hvor meget bedstefaderen troede på ham og holdt af ham, og det giver ham motivationen til at kæmpe sig til tops igen.

”Har intet at tabe” er en fremragende afslutning på en virkelig spændende trilogi om fodbold. Selv hvis man ikke fodboldspiller i hjertet, er det faktisk stadig en rigtig god læseoplevelse, da bogen er velskrevet (og en rigtig pageturner), og der er mange andre tematikker end kun fodbold på eliteplan på spil, for eksempel identitet, hvor langt man er villig til at gå for det der betyder noget og betydningen af familie.

På inderflappen af bogen kan man læse om forfatteren Dan Freedman, at han selv har spillet rigtig meget fodbold og er fodboldjournalist. Jeg synes det skinner ret tydeligt igennem i bogen, at han er rigtig godt inde i fodboldmiljøet og kender til både dagligdagen og jargonen. Det er helt sikkert noget, der vil vinde indpas hos læserne af bogen, der vil kunne nikke genkendende til det meste.

Bogserien er desuden filmatiseret som tv-serie af BBC, men er tilsyneladende ikke at finde på danske kanaler.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.