Tørrer man en hares lange ører og syr dem på små børns huer, så er de en slags lykkebringende amulet. Man kan også tage harens poter, tørre dem og herefter hænge dem op i indgangsdøren. Det giver beskyttelse mod verdens onde ånder.
Sådan lyder det i en af ainu-folkets myter. Ainu-folket er det oprindelige japanske folk, og ordet ainu betyder ”menneskelighed”. Ainuerne findes endnu i Japan, men de har ikke et skriftsprog. De bor nordpå i Hokkaido, hvor det altid er koldt, hvor vintrene er lange og livet hårdt. Bogen om Hareguden Isopo er skrevet på japansk og herefter oversat af Mette Holm
Den fortæller om en ainu-folkets guder: Hareguden.
”orimurimu … horimurimu – løb jeg afsted. Horimurimu … horimurimu – sprang jeg af sted. Jeg løb over marker og bjerge, sprang over floder og ind gennem skove. Jeg er Isopo Kamui – hareguden. Årene om og gik, og alt var godt.
Og så løber hareguden ud i verden, den ser mange farer i bjergene og i floden og den ser brændende skove på vejen hjem. Hver gang viser det sig dog, at det er haregudens gamle øjne, der har snydt den. Undervejs lægger hareguden mærke til de mange tegn i naturen: I skyggen lå der stadig sne, men grønne blade spirede frem under den. Snart – ja, om få dage – ville man kunne æde dem.
Hareguden bliver ked af sin uformåenhed i forhold til at tolke tegn i naturen, den lunter hjemad, men her møder den sine børn og børnebørn , der gerne vil høre den gamle haregud fortælle historier fra gamle dage, – mens solen skinner og hareguden ligger i græsset og nyder livet.
Sådan er det en myte om at verden skal opleves og udforskes af unge, og at de unge skal lytte til de gamles myter.
Billederne er japanske træsnit. Skarpe og klare i snit og farve. Farverne er brune, grønne, blå og sorte mod det hvide. De er træsnit, hvor der skæres med gentagelser og variation. Har man selv prøvet træsnit som amatør, så vil man vide, at her er der tale om høj teknisk sværhedsgrad. Det er smukt. Det er japansk. Det er ainu-folkets haregud.
