Ikke blot er man i disse år i fuld gang med at genudgive de syv bøger om Harry Potter og hans univers i pragtudgaver illustreret af Jim Kay, der udkommer også stadig en lind strøm af andre udgivelser i tilknytning til serien. Eksempelvis teatermanuskriptet Harry Potter and the Cursed Child fra 2016. Og nu er turen så kommet til det skønne udstillingskatalog, som British Library i London lavede i forbindelse med den udstilling, der markerede 20-året for udgivelsen af den første Harry Potter–bog, Harry Potter og de vises sten, fra 1997.
Men kan et sådant udstillingskatalog stå alene som udgivelse, uden udstillingen? Svaret er ja, for det er en fornøjelse at dykke ned i katalogets raritetskammer af tekster om alkymi og tryllestave, illustrationer af fantasidyr og fotografier af diverse Harry Potter-genstande, som kuratorer har fundet frem.
Kataloget rummer desuden flere af Rowlings tidlige udkast til Harry Potter-serien, både hånd- og maskinskrevne. Disse tekster er på engelsk, og her savner jeg en konsekvent oversættelse af teksterne til dansk. Det er spændende at få et indblik i en ung Rowlings lange tilløb, ideudvikling og research til serien – både i tekst og egne tegnede skitser – og det er derfor ærgerligt, at læsere uden engelskkundskaber ikke kan få denne del med.
Mange af bogens opslag er bygget op som et godt, gammeldags, rodet museum. Der lægges op til en labyrintisk læsning af både billeder og tekst, og alene billedsiden er en rejse med returbillet værd. Nogle ting i bogen er fakta, andet er magi og heksekunst, og noget er ren fiktion. Det virker som om, at drivkraften i værket har været en stor begejstring for stoffet og lysten til at videreformidle denne begejstring. Og det er lykkedes.
Hist og pist i udgivelsen er der anbragt små, aktiverende trylletricks og eksperimenter. Det er gør-det-selv-magi til barnelæseren, og det gør mig lidt usikker på målgruppen. For er det for børn? Nej, det er for alle.
Harry Potter – En rejse gennem magiens historie er et ”must” for alle Harry Potter fans. Også de litterært interesserede, der med bogen kan blive en del klogere på en af vor tids største børnelitterære omvæltninger. Bogen anbefales derfor varmt til mugglere i alle aldre. Den bør stå både på de pædagogiske læringscentre, på boghylden derhjemme og ikke kun på Hogwarts.
J. K. Rowling
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside
Pottermore