Da illustrator Jim Kay fik til opgave at illustrere Harry Potter-bøgerne, satte han sig for, at de syv bøger skulle byde på hver deres særpræg, samtidig med, at man selvfølgelig skulle kunne genkende Potter-universet. Dette er formentlig ikke nogen nem opgave, men Kay er en af verdens bedste illustratorer, og han har løst opgaven på et exceptionelt højt niveau.

”No great children’s book is complete without something scary in it,” siger Jim Kay i et interview om arbejdet med ”Fangen fra Azkaban”. Dette udsagn cementeres allerede i bogens omslag, hvor vi tages med ud til fængslet Azkanban, der ligger på en forreven klippeø langt ude i havet. Det er et forfærdeligt sted, hvor man sidder i endeløs isolation og håbløshed og langsomt mister forstanden, mens man venter på, at de onde dementorer skal komme og fortære ens sjæl.

Herefter begynder historien igen hos familien Dursley på Ligustervænget. I nyhederne bekendtgøres det, at en farlig fange er flygtet fra fængslet. På dette tidspunkt aner Harry ikke uråd om de farer, han står overfor, og han ved heller ikke, at denne fange skal få indflydelse på hans skæbne. Som det muligvis allerede er læseren af denne anmeldelse bekendt, er fangen ingen ringere end den frygtede Sirius Black, som siges at stå i ledtog med mørkets troldmand Lord Voldemort, der i sin tid slog Harry Potters forældre ihjel.

Efter en del forviklinger når Harry atter tilbage til Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandskab, hvor han genforenes med sine venner Ron Weasley og Hermione Granger og alle de andre fra Gryffindor-kollegiet. Det skal endnu en gang vise sig, at ondskaben lurer lige om hjørnet og ydermere kan dukke op i selv de mest utænkelige former. Både Harry Potters, læserens og ikke mindst Hermione Grangers intellekt sættes på prøve, og det siger en del.

Fra bogens begyndelse får man indtryk af en noget mørkere Potter-bog end de to første, og som kendere af serien vil vide, bliver det ikke lysere med tiden. ”Fangen fra Azkaban” er en til tider uhyggelig bog, og Jim Kay viser endnu en gang sine illustrationstalenter for fuld udblæsning, hvad enten han kaster sig over studier af grindylows eller varulve. Hans særstudier er enestående, og vi får blandt andet at vide, at man har observeret grindylows i Yorkshire og sågar i Porter Brook i Sheffield, hvor de søger tilflugt i nedsunkne indkøbsvogne og trafikkegler.

På andre kunstneriske fronter lægger man særligt mærke til sagnvæsner, der i magisk musselstil er malet på kakler, og mod bogens midte møder man nogle landskabsillustrationer holdt i akvarel, der skiller sig ud fra de øvrige værker ved at være mere distinkte og nonfigurative.

I det hele taget er denne bog en oplevelse i sig selv, og det vil være for omfattende at uddybe de mange forskellige illustrationer her. Der findes over 100 illustrationer i bogen, og der er ikke én side, der er grafisk stillestående.

I ”Fangen fra Azkaban” får vi slået fast, at intet kan tages for givet i det magiske univers. Litterært skruer J. K. Rowling op for blusset, og selv om hun tidligere er blevet kritiseret for sine åbenbart manglende litterære evner – en kritik, der ikke fortjente anden skæbne end at ryge ind i det ene øre og ud af det andet – synes denne historie mere kompleks og langt mere fængende end sine to forgængere. I ”Fangen fra Azkaban” fastholdes en intensitet og et mørke, som ligger latent og ildevarslende under overfladen fra begyndelse til slutning. Hverken Potter eller læser kan føle sig sikker, og Jim Kays ytring om den nødvendige uhygge i børnelitteraturen manifesteres her, hvor uhyggen bliver hele historiens sammenhængskraft.

Der er ikke yderligere at tilføje. Køb bogen til Potter-samlingen, hvor den hører hjemme. Den er så afgjort investeringen værd. Glem ikke dementorerne til sidst. De kryber helt ind under huden.

J. K. Rowling
Jim Kay
Gyldendal
Interview med Jim Kay på Pottermore