Don’t ruin Harry Potter. It’s my daugther’s favorite book.
Kommentarer som denne væltede ned over illustrator Jim Kay, da det for år tilbage blev annonceret, at han stod over for at skulle illustrere hele det kolossale Potter-univers. Et univers, der på det tidspunkt for længst havde cementeret sig i læseres og biografgængeres bevidstheder samt havde samlet en fanbase på verdensplan, der kunne matche selv Star Wars og Lord of the Rings’ fanbaser. Fænomenet ”Pottermania” var et etableret begreb, og i børnelitterære kredse talte man med glædestårer om, hvordan Harry Potter nærmest egenhændigt havde revitaliseret børns læselyst. Ordene var mange, forkromede og til tider bevingede.
Derfor siger det sig selv, at Jim Kay var – og fortsat er – meget optaget af, hvordan læserne modtager hans illustrationer i de nye illustrerede Harry Potter-bøger, hvoraf vi er nået til nummer fire, Harry Potter og Flammernes Pokal. At Kay kun er “optaget af” læserreaktionerne er måske endda en tilsnigelse. I begyndelsen var har rystende nervøs, men modtagelsen af de tre forrige bøger, der alle er anmeldt her på Bogbotten, har formentlig skabt en del ro i det lille illustratorhjem om end ikke mindre travlhed. Kay arbejder omkring tolv timer om dagen på bøgerne, men hvor han fik ét år per bog til de tre første bøger, har han nu to år per bog til de fire sidste.
J. K. Rowling intensiverer uhyggen, dramaet og ikke mindst spændingen i Harry Potter og fangen fra Azkaban, men i Flammernes Pokal er det den mere komplekse side af Potters verden, hun introducerer. En kompleksitet, der ikke bliver mindre, efterhånden som serien skrider frem. Som bekendt bindes diverse handlingsmæssige sløjfer i løbet af bøgerne, men figurernes forskellige roller facetteres også i en grad, der udfordrer læseren. Heldigvis.
Jeg havde glemt, at jeg fandt det indledende quidditch-verdensmesterskab relativt kedeligt. Det gør jeg stadig. Bogens handlingskurve stiger til stormfulde højder allerede i første kapitel for derefter at styrtdykke langt under Hogwarts’ dybeste kældervælvinger de næste 100 sider. Selvfølgelig sker der ting, som får betydning for den videre handling, men vi skal frem til selve scenen med Flammernes Pokal, før man igen har svært ved at lægge bogen fra sig. Det har man så til gengæld også derfra.
Illustrator Jim Kay var fra begyndelsen af arbejdsprocessen med Flammernes Pokal opmærksom på, at han stod med en mere actionfyldt og dramatisk bog end tidligere, og det skulle derfor være det aspekt, der skulle være det gennemgående i netop denne bog. Ligesom i de foregående bøger er bogen rigt illustreret. Man bjergtages af illustrationernes inde magi og Kays evne til at nuancere bogens univers med en detaljerigdom og meddigtningsevne, som man kun kan begejstres over, og som Kay efter eget udsagn er sig uhyre bevidst om. Kay har frie hænder, og han inddrager masser af interteksttuelle referencer fra sit eget liv og fra litteraturen i øvrigt. Han behøver efter min bedste overbevisning ikke frygte læsernes dom, men den ydmyghed, som han til stadighed udviser over for den arbejdsopgave, han har fået, er klædelig og viser en seriøsitet og respekt for både værk og modtagere.
Som sine forgængere bør også denne bog komme hjem og stå i Potter-samlingen. Også selvom en eventuel originaludgave allerede skulle findes der. Det er en ny, intens læseoplevelse at begive sig ind i denne illustrerede udgave, der dels hviler på en spændende handling, men i særlig høj grad byder på illustrationer, der skal nærstuderes, nørdes og nydes.
