”En jakke med frynser, sagde mor. Det må du da gerne få.
Jeg måtte nemlig få ting. Mor og Martin ville flytte, jeg ville ikke flytte. Jeg græd og græd. Så lovede de mig alle mulige nye ting. iPad, hamster, løbehjul, cykel, sneakers, armbånd. Den slags ord sagde de. De sagde osse: Nyt værelse. Nye venner. Alle tiders ny skole.
Voksne siger hvad som helst hvis der er noget de gerne vil. Mor og Martin ville virkelig gerne flytte.”
Asta har det ikke fint med at flytte. Først prøver hun at passe ind, hun forsøger at blive som de andre, så de vil tage hende med i flokken, men det lykkes ikke, så hun vælger en anden strategi: Hun går med hat. En hat, man ikke må have på i timerne i skolen, men hun beholder den trodsigt på.
Der resulterer i en samtale mellem læreren Kari og mor og Asta: ”De snakkede blidt til mig. De brugte bløde ord. Forstå. Acceptere. Tid. Overskue.
Jeg sagde ikke noget, og de sendte mig ud på gangen. Mor og Kari havde ting, de skulle snakke voksent om. Jeg kedede mig derude, jeg lagde øret til døren, jeg hørte skrøbelig, indkøring, tålmodighed, svært, forsigtig, sårbar.”
Sådan er der to sider af Asta. Pigen, der gerne vil passe ind, og pigen, der sætter sin hat, som hun vil, – og som beholder den på.
Det er Kamila Slocinska, der har illustreret, og det gør hun med store ansigter, mange personer i grå nuancer og med farver på de centrale elementer. Det er en nuanceret skildring af de udfordringer, der møder ethvert barn, når der er nye sammenhænge, man skal passe ind i. Her er det gjort med humor i såvel sprog som streg.
P.S. I øvrigt debuterede Kamila Slocinska som billedbogsillustrator tilbage i 2011, og da var det med tegninger til Paradis, en billedbog, der også havde Kim Fupz Aakeson som forfatter. Siden har hun tegnet til mange andre. Og hun har skrevet og tegnet egne værker.
