Hele herligheden

‣ Forfatter: Marianne Iben Hansen

‣ Illustrator: Niels Bo Bojesen

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 199,-

‣ Målgruppe:6+

‣ Sidetal: 144

‣ ISBN: 9788711999479

Hele herligheden
har jeg lige her.
Bøgetræer, bare tæer,
fuglesang og sommervejr
og min ukulele.
Tænk at ha’ det hele.

Marianne Iben Hansen har digtet, fortalt, rappet, rimet og remset for børn i alle aldre i mange værker i adskillige år. Tænk bare på Axel elsker biler, Lille Nanna Nokkefår får nok, Lille Frøken Pingelpot og senest Den er fin appelsin. Hun har sjældent været alene, men er blevet assisteret af illustratorer som Charlotte Pardi, Tea Bendix, Hanne Bartholin og Zarah Juul.

Nu har Marianne Iben Hansen i selskab med Vitello-tegner Niels Bo Bojesen taget fat i de 120 hyppigste ord i dansk. De ord alle børn skal lære at kende, fordi de, på trods af mangel på substans, er umådeligt væsentlige for læseindlæringen og sprogforståelsen. Der er tale om de ord, der alt for tit har været de små tuer, der har væltet det store læselæs for små læsere. Ordene findes derfor i skolebøger, skolehæfter, på læringsplatforme, på vægge som plakater og i lamineret udgave på væg og loft i mange klasserum landet over.

Nu får de selskab af Hele herligheden – 120 rim om 120 ord om 120 ting mellem himmel og jord, som den fulde titel lyder. Marianne Iben Hansen og Niels Bo Bojesen leger sig igennem stoffet, de småord, vi voksne sjældent tænker over, men som er så væsentlige som sprogligt kit. Ord som DEN, DE, AT, SOM, DER, HELE, HVEM, HVAD, HVOR, HAM og FORDI er der bare. Men de her småord kan noget helt særligt, og jo mere fortrolige børn er med dem, jo nemmere bliver det at lære at læse og skrive.

Marianne Iben Hansen og Niels Bo Bojesens Hele herligheden risikerer at blive de 120 ords ambassadør, som Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens Halfdans ABC har været det for alfabetet. Der brændte Bennys bukser blandt andet. I Hele Herligheden leges der også med de små hverdagskatastrofer; ”DA: Da lynet slog ned, /blev min bror en robot! / Det var da ikke så godt.”  Eller ”AT: At skvatte med sin is / er slet ikke til at bære. / At lande på den / gør det endnu værre.” Eller tænk over, ”GODT: Godt er godt. / Bedre er bedre. / Nogle har flere / mødre og fædre.” Man kunne blive ved, så her kommer lige en bette genistreg til, ”DOG: Dog! dog! si´r min hund. / Den har en talefejl.”

Hele herligheden er gennemsyret af ordleg, sprogleg, sprogglæde indhyllet i tegneglæde. ”KUN: Kun blandt grise er man fin, / hvis man er et rigtigt svin.”

Og så elsker denne læser, at der er kommet et bonusord med i samlingen, så den nu er oppe på 121. Selvfølgelig er valget faldet på det lille ord

MOR:

Mor er vild med vafler,

flødeskum og kage.

Mor har varme øjne

og en ekstra hage.

 

Mor kan li´ ballade,

fest og hurlumhej.

Mor er vild med verden,

og især med mig.”

 

Hele herligheden – tænk hvilken titel – inviterer børn og voksne til sammen at gå på opdagelse i de 120 ord derhjemme og i skolen. Her er meget at smile af, tænke over, lære udenad og snakke om. Det er ikke hver dag børnelitteraturen beriges med et så finurligt værk, der på en og samme tid giver sproget ben at gå på, og giver det varme, sjæl og karakter. Så ”JEG: Jeg er jublende, rablende, boblende glad! / Jeg har ingen ide over hvad.”

 

Rimbog: Hele Herligheden

 

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.