Her er alle andre

‣ Forfatter: Mimi Åkesson

‣ Illustrator: Linda Bondestam

‣ Oversætter: Camilla Schierbeck

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Pris: 249,95

‣ Målgruppe:4-99 år

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788727023038

Her er alle de søde. Her er alle, der prøver at være søde.

Sådan står der som undertekst til to billedopslag i denne svenske billedbog, der er Mimi Åkesons debut. Den er illustreret af finske Linda Bondestam. Hun har mange bøger i sit bagkatalog. Dette nordiske samarbejde fungerer godt. Billederne fortæller det meste, men lige her på ”Her er alle, der prøver at være søde”-opslaget er der tekst til fem mindre billeder, der viser mennesker, der prøver at være søde:

Min egen kur med hvidløg, kål, sæbe og skimmelost vil gøre underværker” og ”Okay, I må godt smage mit lørdagsslik” og ”Hvis du vinder konkurrencen får du en hund, en lillebror og masser af legetøj.

Humoren, der lyser gennem hele bogen, fungerer kun i forbindelse med billedsiden. Linda Bondestam tegnede også til ”Dyr som ingen andre har set.” Hendes genkendelige streg har mange detaljer, mennesker, der har individualitet, dyr der kan genkendes og så er der altid gemt noget et sted i et hjørne. Således er billederne skabt til samtale.

På sammen måde som teksten kan give anledning til samtale om, hvem der er ”inde i gruppen” og hvem der ”ikke er med i gruppen”.

Her er alle, der er på vej. Her er alle andre”. Sådan kan man se forskellen på vilkår for helt almindelige mennesker.

Her er alle klædt ud. Her er alle, der føler, de er klædt ud.” Det er en lang samtale, man kan have ud fra det billedopslag.

Det er en bog, man med glæde kan læse og tale om i førskolealderen, men den kan læses af alle. Det er helt almenmenneskeligt til tider at føle, at alle de andre er med i noget, man ikke er en del af. Og ja, så slutter den med ”Her er alle, der drømmer”. Det gør vi alle.

Links: www.lindabondestam.com

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.